Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anathon Aall.
mand, ikke har noget minde om, saa er Helmer i sin tur
færdig til at vende sig bort fra dr. Hank, husvennen, som
begynder at virke mistrøstig ved sin sygelighed. Grosserer
Werle giver sin ven og kompagnon løitnant Ekdal til pris for
at trække sig seiv uskadt ud af en kjedelig affære. John
Gabriel Borkmanns og Foldals venskab er saa temmelig et
vaneslæng, og i sit væsen en illusion, som de forhaabninger
de, ligesom efter en hemmelig aftale, søger at holde oppe i
hinanden. Hvad Gregers Werle holder af hos Hialmar Ekdal,
er egentlig kun et redskab til at virkeliggjøre visse moral
teoretiske eksperimenter. John Gabriel Borkmann forraades
af sin bedste ven advokat Hinkel, og med uhyggelig letvindt
hed er i «Rosmersholm» rektor Kroll parat til at bryde med
sin gamle ven Rosmer .. . Kun i et rent enkelt tilfælde,
mellem Sigurd og Gunnar i «Hærmændene paa Helgeland»,
træder dette forhold frem i den fulde magt som et sterkt
forhold mellem trofaste mænd. Men da Ibsen skrev det
stykke, var han endnu ikke 30 aar gamme!; kanske havde
han endnu ikke helt renonceret paa det ideal. Til gjengjæld
synes han senere at have betragtet venskabet som en luksus,
ligesom Nietzsche ansaa kvinden for at være det. Mah maa
ikke anføre Ibsens breve som vidnesbyrd herimod. I breve
som taler forekommer gjerne mange titler og tiltaler, ogsaa
vennetitelen og venskabstiltalen. Det var vel først og fremst
Bjørnson, man maatte tænke paa som Ibsens ven. Sikkert
er det: sympati og en ofte opblussende beundring har her
sket mellem disse to digtere. Men venskab? Hvorledes be
gynder Ibsen brevet til Brandes i 1869? . . .
En stor mand har det krav at dømmes ud af et stort
sind. Hvad der har manglet hos Ibsen, det bør ligesaa fuldt
som det, der lyser frem hos ham, stil les i forstaaelsesfuldt
forhold til det, som var hans store opgave. En stor opgave
sluger mange idealer, mindre af rang. Ibsen har været digter
med hver tanke, hver følelse, hver fiber af sin personlighed.
Man kan formelig se det; saalænge han har et arbeide under
pen, vrider han sig i übehag, om det saa bare er for at faa
et forretningsbrev fra haande. Nietzsche hjalp det, at han
tog det let med den opgave at komponere sit stof. Man kan
skjænke fantasi- og følelsesliv mere, man kan taale mere
adspredelse, naar man som Nietzsche nøier sig med at skrive
ned i aforismer tanker, som ledsager en paa spadserture eller
162
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
