Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Ibsen.
Nogle dage før afholdelsen af det sammensatte stats
raad, hvor konsulatforhandlingernes høitidelige begravelse
skulde foregaa, kom den svenske kirkeminister, hr. von
Friesen, til mig og spurgte, om det forholdt sig saaledes,
som han havde hørt: at jeg var vel tilfreds med den ven
ding, sagen havde taget. Jeg skjønte godt, hvem hans hjem
melsmand var, og svarede, at det, jeg var fornøiet med, var
ikke saa meget forhandlingernes stranding i og for sig, som
den maade, hvorpaa de var strandet. Skulde de briste,
var det bedst, at det skede ved et utvetydigt brud, og i saa
henseende lod jo afgjørelsen intet tilbage at ønske.
Sandt at sige, havde min interesse for konsulatsagen
forlængst været af en nærmest kjølig karakter. Denne be
kjendelse kan høres besynderlig for dem, der endnu maatte
mindes, at mit navn en tid lang var knyttet til denne sag.
Omstændighederne førte det med sig, at saa blev tilfældet;
men det er ikke desto mindre en kjendsgjerning, at jeg
meget tidlig var kommet til det resultat, at konsulatsagen i
grunden var for lidet betydningsfuld til at staa i rimeligt
forhold til de store indsatser, söm gjordes for dens fremme.
Allerede efter valgene i 1891 havde jeg haabet, at ministeriet
Steen vilde optage den hele udenrigsordning til behandling.
At jeg gik ud fra denne forudsætning, derom vidner to ar
tikler, som staar at læse i «Dagbladet» for Bde og 9de de
cember i det nævnte aar, og det var mig en skuffelse, da
det viste sig, at aktionen skulde begrænses til konsulat
spørgsmaalet. Eftersom tiden gik og de unionelle erfaringer
blev stadig bitrere, blev det mig klart, at heller ikke en om
organisation af den hele udenrigsordning vilde hæve alle de
mangler, unionen var beheftet med. Grundfeilen laa dybere,
den laa i selve det forhold, at vi var forenet med en større
stat under en konge, som kaldtes fælles, men i virkeligheden
var svensk og kunde støtte sig til en magtstilling udenfor
grundloven og udenfor landet. Jeg paaviste det i et opsæt i
«Verdens Gang» (for 12te september 1895), hvor jeg samtidig
drøftede muligheden af en reform, som kunde raade bod
paa denne ulempe. Men efterat den tredje og sidste unions
komité havde lidt et saa fuldstændigt skibbrud, opgav jeg
tanken om enhver unionsforbedring. I marts 1898 holdt jeg
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
