Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Ibsen.
som var egnet til at dæmpe den misstemning, adskillelsen
vilde efterlade i vort naboland. Kunde vi dertil mage det
saa, at en prins af den Bernadotteske slegt blev Norges konge,
da vilde dette forhold lette overgangen for alle parter, tilläde
en skilsmisse uden overdreven bitterhed og maaske mulig
gjøre et frivilligt forbund til forsvar af de skandinaviske folks
uafhængighed. Planen om en saadan ordning var oppe ogsaa
i Sverige. I en artikel af februar forrige aar, hvori professor
Hjiirne formulerede visse svenske betingelser for unionens
opløsning, lød det første af disse vilkaar saaledes: «Til Norges
konge vælges en svensk prins.» Under mit sidste møde med
kong Oscar spurgte jeg ham, om han i tilfælde vilde sam
tykke i, at et medlem af hans hus besteg den norske trone.
Kongens svar var undvigende, men jeg opfattede det ihvert
fald ikke som en afvisning.
Men hørte jeg oftere indvende, dengang linjevalget
endnu var uafgjort er det ikke en naivetet at tro, at Sve
rige vil indrømme det større, men ikke det mindre, at det
vil gaa med paa saa radikalt et skridt som unionens opløs
ning, naar det ikke engang vil imødekomme et saa beskedent
krav som udskiftning af konsulatvæsenet? Overfor denne
betragtning gjorde jeg gjældende, at forholdet var nogenlunde
ensartet med det i en handelstraktat. Her hænder det ikke
sjelden, at en af parterne ønsker en enkelt af traktatens be
stemmelser ændret, men ikke kan gjennemdrive det, hvor
imod vedkommende meget vel kan opnaa, at hele overens
komsten ophæves. Vor egen norsk-svenske mellemrigslov
havde jo afgivet et eksempel i saa henseende. Det nær
værende tilfælde var analogt. In den unionen kunde Norge
ikke tiltvinge sig forandringer, her maatte det regne med
Sveriges vilje. Og i Sverige var konsulatsagen nu blevet en
honnørsag, hvor man ikke kunde give efter uden at føle det
som en ydmygelse. Desuden havde man derinde intet til
overs for partielle opgjør, man vilde ikke vide af, hvad der
kaldtes unionens stykkevise sønderlemmeise. Derimod havde
tanken om en fuldstændig opløsning vundet megen udbredelse.
Den havde arbeidet sig frem sammen med en voksende
overbevisning om, at en tilfredsstillende ordaing i unionen
ikke kunde tindes. En förening i overensstemmelse med
norske ønsker havde man ingen lyst til, da man troede, den
vilde berøve Sverige dets ledende stilling. En förening efter
214
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
