Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Ibsen: Da unionen løsnede - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sigurd Ibsen.
fraktioner gjorde rede for sine standpunkter. Majoriteten,
som bestod af de to statsministre samt de herrer Hansen,
Hauge og Mellbye, mente, at stortinget burde nedsætte en
kommission til at udrede spørgsmaalet om rigsaktens op
hævelse. De tilraadede videre, at der allerde i den inde
værende session blev vedtaget en grundlovsændring, hvorved
der aabnedes adgang til i den resterende del af stortings
perioden at fremsætte et forslag om rigsaktens ophævelse,
som da skulde blive basis for næste valg. De herrer Kildal,
Strugstad og Vogt udtalte sig for en lovbeslutning i konsulat
sagen, som i fornødent fald blev at gjentage overensstem
mende med grundlovens § 79, medens der samtidig kunde
arbeides for rigsaktens ophævelse. Endelig anbefalede de
herrer Michelsen og Schøning, at konsulatsagen snarest
muligt blev fremmet ved stortingsbeslutning. Forsaavidt der
herfor ikke var at opnaa et saadant flertal, at dette kunde
siges at repræsentere folkeviljen, var de dog subsidiært ikke
uvillige til at betræde den saakaldte lovvei. Og ved siden heraf
kunde de efter omstændighederne ogsaa slutte sig til de af
fiertallet antydede forslag til ændringer i grundlov og rigsakt,
hvis det paa denne linje kunde lykkes at samle det norske folk.
Der findes i daglig tale et udtryk, som heder at «falde
i fisk». Ved en skjæbnens ironi var det blevet i høi grad
anvendeligt paa den regjering, som knapt fjorten dage i forveien
havde formanet nationen til at «skride frem i samlet fylking».
Spottegloserne udeblev da heller ikke, og ministeriet eller
rettere sagt den fraktion af det, som efter publikuras sigende
«ikke vilde handle», blev overskyllet af et hav af ringeagt.
«Hvorfor gaar de da ikke sin vei?» spurgte fra alle kanter
utaalmodige og forargede røster i den uge, som endnu forløb,
før ministerkrisen meldte sig. Ja, vi vilde mere end gjerne
gaa, ogsaa vi følte det som en befrielse, da de herrer Michel
sen og Schøning omsider indgav sin afskedsansøgning. Det
er en udbredt tro, at de to herrer ved dette skridt formelig
fremtvang en afgjørelse. Sandheden er, at vi tvertimod
ønskede, ventede, ja forlangte, at de skulde give signalet.
Dette maatte nemlig udgaa fra dem og ikke fra os. Det
vilde have været lidet hensynsfuldt, om hr. Hagerup, ved
straks at demissionere, havde beredt sin efterfølger den
vanskelighed at maatte tiltræde paa et stadium, hvor situa
tionen endnu ikke var ganske klar. At det blev hr. Michel-
224
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
