Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og Nietzsche.
Menneskene, taget efter gjennemsnittet, er i begges øine
en skrøbelig vare. Overbevist herom finder ingen af dem
begge, hverken Nietzsche eller Ibsen, stort vundet ved at
skabe sig tilhængere, stifte skole eller lignende. For Ibsen
som for Nietzsche er karakteristisk en levende sky ligeoverfor
nærmere fortrolighed, en trang til at leve uafhængig af mere
eller mindre ømme hænder og kjælne omgivelser. I «Kongs
emnerne» udvikler Haakon, helten med den store kongstanke,
at den, som vil øve storverk, ikke kan taale nogen nær sig,
som er ham ret kjær. I Ibsens kolde reserverthed, ikke blot
i brevforbindelsér, men overhoved i alle henseender, ligeover
for slegt og omgang, ligger et lignende personligt instinkt.
Det blev nævnt tidligere, at Nietzsche er karakteriseret ved
sterkere sympatiske drifter. Men ogsaa han er ræd for den
altfor store fortrolighed og fører en fortsat indre kamp for at
bevare sig uafhængig af omgivelserne. Sagen er slet ikke
saa let. Som Nietzsches yndlingsforfatler La Rochefoucauld
siger: Il est plus difficile de s’empécher d’etregouverné, que
de gouverner les autres. Flere gange kommer Nietzsche ind
paa samme tanke; et udsagn, fundet blandt hans efterladte
papirer, indeholder den selvformaning: Ikke at blive hængende
ved nogen, om det saa er den allermest elskede; «jede Per
son ist ein Gefängnis, auch ein Winkel.»
«En filosof,» siger Nietzsche, «erkjender man derpaa, at
han gaar af veien for tre glimrende og støiende ting: æren,
fyrster og kvinder.» Den som har noget paa hjerte, søger i
det hele ensomheden. Baade Ibsen og Nietzsche gjør krav paa
ensomheden som en rettighed, idet de er sig bevidst at
have stort at udføre. Flere udsagn af Ibsen udtaler en til
svarende bevidsthed. «Trofasthed,» siger Ibsen i et brev til
Bjørnson i 1867, «det er ordet. Ikke trofasthed mod en ven,
et formaal eller slegt, men mod noget uendelig høiere.»
Begge mænd røber ogsaa, hver paa sin maade, megen
selvfølelse. 1 et brev af 9de decbr. 1867 til Bjørnson erklærer
Ibsen om «Peer Gynt*: «Min bog er poesi, og er den det ikke,
saa skal den blive det. Begrebet poesi skal i vort land
i Norge komme og bøie sig for bogen.» Samme bevidsthed
særkjender Nietzsche. Alt som 30-aarig mand udtaler han,
at alle store tænkere har været lovgivere for mynt, maal og
vegt. I Jenseits von Gut und Bøse erklærer Nietzsche: De
egentlige filosofer er befalingsmænd og lovgivere. De siger:
283
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
