Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og Nietzsche.
gewisse Glaubensartikel und Irrtiimer in uns unberuhrt
lassen so lange sie uns am Leben erhållen.»
Dette med de feiltagelser, illusioner, løgne, som vi tildels
maa holde paa for at kunne leve, byder dog en merkelig
parallel til Ibsens «Vildanden», et verk, som just er fra de
samme aar som det sidst anførte Nietzscheske ord ... og
dog fra en tid, da Ibsen notorisk ikke har kjendt noget til
den tyske tænker.
«Mens jeg husker det, hr. Werle junior brug ikke
det udenlandske ord idealer; Vi har jo det gode norske
ord: løgne.» Og kort foran følgende replikveksel: Gregers
Werle: «Og hvad kur bruger De saa for Hialmar?» Rel
ling: «Min sedvanlige. Jeg sørger for at holde livsløgnen
oppe i ham.» Gregers Werle: «Livsløgnen! Jeg hørte
ikke rigtig —?» Relling: «Jo jeg sa’ livsløgnen. For livs
løgnen det er det stimulerende princip det, ser De.» ... i en
senere replik . . . «Tar de livsløgnen fra et gjennemsnits
menneske, saa tar de lykken fra ham med det samme.» (Smlgn.
ogsaa omvendt det positive eksempel i Peder Mortensgaard i
«Rosmersholm», fremtidens herre og høvding . . . «thi han er
capabel til at leve livet uden idealer».)
Selve dramaet « Vildänden» er den bedste kommentar
til Ibsens lære: At komme med sandhedskravet i tide og
utide er ikke en velgjerning; tingen er ømtaaligere end som
saa; ikke hvermand er kaldet til at være budbringer for
sandhed.
Det selvbehagelige, det pedantiske, ja det abnormt syge
lige i den hæsblæsende forkynderlyst, det uskjønne og uvær
dige i at besvære sig med alskens skrupler er det sikkert,
som paa første haand har voldt de merkelige ekstreme ord
a f de to tænkere.
Parallel med det anførle specielle moral-paradoks er
følgende:
La Rochefoucauld siger: «// y a des héros en mal
comme en bien. On ne méprise pas tous ceux qui ont des
vices.» Nietzsches lovprisning af die blonde Beslie det
friske, grusom me kraftdyr, som ikke skaoner og ikke lider
af skrupler, er bekjendt. Han roser middelalder og renais
sance, da «das Verbrechertum ein fröhliches Gewissen
hatte».
Hos Ibsen floder vi, endnu i et brev fra aaret 1898 til
293
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
