Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og Nietzsche.
For den sterke aand er ogsaa de fjerne maal noget mere
end en taaget drøm. .En udvikling af det menneskelige, en
forædling af det jordiske, en styrkning af det aandelige blir
ting af første rang at arbeide for. Alt dette: hele denne
stræben efter fuldkommenhed hor til forudsætning, at ett
ord holdes i ære, et ord, som ligesom sammenfatter hele
herligheden af at være menneske i ett begreb: Det er fri
hed e n. .
Ibsen og Nietzsche er det forrige aarhundredes mest
fremtrædende talsmænd for den menneskelige frihed, de væl
digste kjæmper mod tvang. Skulde vi ikke her være nær
paa förklaringen til den lære, vi nys studsede noget over
hos de to mænd? De har begge i det autoritetslydige, blinde
feltraab paa sandheden og sandheder seet udslag af hin tvin
gende masseaand, som vil have livsformaalene afgjort uden
at have indanket sagen for den eneste domstol, som bør
være afgjørende i menneskeligaanliggender; enkeltpersonlig
heden, det specielle menneskelige individ seiv! Mere værdi
fuld end en formel bekjendelse til sandheden er en virkelig
gjørelse af det egte menneskelige; værre end et feiltrin er
tvungen dydagtighcd, Heerdentugend. I et brev til Freiherr v.
Gersdorf fra aar 1867 siger den unge Nietzsche: «Man lasse
uns doch wenigstens dos Vergnugen, eine Dummheit aus
freien Stucken f’zu begehen. Ein allgemeines Recept, wie
jedem Menschen zu helfen, giebt es nicht.»
Den samme onskuelse kommer tilorde hos Ibsen i
«Rosmersholm» (fra aar 1886). Ulrik Brendel er blevet noget
af en stokkels fant, hvem tidligere teorier fra lærerdogene
hænger og slænger om som lapper og laser. Rektor Kro11
maa bryde ud, idet Brendel gaar: «Forbarmende Gud — det
var aitsaa den Ulrik Brendel, som folk engang trodde der
skulde bli’ noget stort af i verden.» Men Rosmer eks
pastoren, idealisten, som er lam paa handleevneil, sidder og
grubler, og en modsigelse arbeider sig frem paa hans læber;
«Ulrik Brendel,» siger Rosmer, «har i alle fald havt mod til
at leve livet efter eget hode. Jeg synes ikke, det er saa
lidet endda.» -
Nietzsche saavelsom Ibsen erklærer gjen tagende høit og
drøit, ot trongen til uafhængighed for dem er personlig
hedens høieste behov. «Ich bin possionirt fur die Unab
hängigkeit,» siger Nietzsche, «ich opfere ihr alles.» I et brev.
295
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
