Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Ibsen og Nietzsche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vore to mænd maaske sit høidepunkt.
i et brev til Georg Brandes:
en kunstner tilgrunde.»
Ibsen og Nielzsche.
I sin stilling til disse begreber naar ligheden mellem
I brev til Georg Brandes alt fra aar 1871 erklærer Ibsen
om sig seiv: «Det solidariske har jeg egentlig aldrig havt
nogen sterk følelse af, jeg har igrunden kun taget det saa
dan med som traditionel trossætning— og havde man mod
til fuldt og helt at sætte det ud af betragtning, saa blev man
kanske kvit den ballast, som tynger værst paa personlig-
beden ...» Med hensyn til Ibsens dom om institutionerne
og de af dem baarne ideer, saa er det nok at minde om fru
Alving og hendes ord om den ulykke, de volder. Allerede
længe før «Gengangere», nemlig i 1871, altsaa flere aar før
Nietzsche havde ytret sig om lignende temaer, skriver Ibsen
«Hvad frihedsspørgsmaalet betræffer, saa antager jeg, det
indskrænker sig til en tvist om ord. Jeg gaar aldrig ind
paa at gjøre friheden ensbetydende med politisk frihed.
Hvad De kalder frihed, kal der jeg friheder og hvad jeg kal
der kampen for friheden, er jo ikke andet end den stadige
levende tilegnelse af frihedens idé. Den, der besidder fri
heden anderledes end som det efterstræbte, han besidder
den dødt og aandløst; thi frihedsbegrebet har jo dog det ved
sig, at det stadig udvides under tilegnelse, og hvis derfor
nogen under kampen bliver staaende og siger: Nu har jeg
den saa viser han derved, at han netop har tabt den.
Men netop denne døde sidden inde med et visst friheds
standpunkt er noget karakteristisk for statssamfundene; og
Ja vislnok kan det være et gode at besidde valgfrihed,
beskatningsfrihed o. s. v.; men for hvem er det et gode?
For borgeren, ikke for individet. Men det er aldeles ingen
fornuftnødvendighed for individet at være borger. Tvertimod
staten er individets forbandelse. Hvorved har jødefolket
bevaret sig i isolation, i poesi, trods al raahed udenfra?
Derved at det ikke har havt nogen stat at trækkes med. Var
det forblevet i Palæstina, vilde det for længe siden være
gaaet under i sin konstruktion, ligesom alle andre folk ....»
Ved en anden leilighed udtrykker Ibsen modsætningen
mellem statsprincipet og det private livsideal i følgende
paradoks: «For hver en statsmand, der opstaar, vil der gaa
det er dette, jeg har sagt, ikke er af det gode.
297
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
