Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. L. Lange: Panamerikanisme - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Panamevikanisme.
betydning, om man skal forstaa dens tilblivelse: den er saa
langt fra udslag af en «imperialistisk» tankegang, at den
snarere maa betegnes som en forsvarsforanstaltning: den er
udtryk for den frygt som det unge amerikanske statsforbund
følte overfor det forenede monarkiske Europa. Derfor udlaler
ogsaa erklæringen udtrykkelig at Europas politik vil Amerika
holde sig ganske udenfor.
Det viste sig snart at den samfølelse mellem de ameri
kanske stater som var blit fremkaldt ved indtrykket af en
fælles truende fare fra Europa, ikke stak særlig dybt.
Monroes efterfølger som præsident, John Quincy Adams,
der ovenikjøbet havde havt betydelig del i affattelsen af Mon
roes erklæring, var vistnok levende interesseret for alt sam
arbeide mellem de amerikanske stater, ikke mindre Henry
Clay, som nu var bl it udenrigsminister. De foreslog derfor
ogsaa for kongressen at der skulde sendes repræsentanter til
den kongres som nu, efter Bolivars forslag, skulde møde i
Panama i 1826. Men baade i senatet og i repræsentanternes
hus var stemningen overfor tanken svært kjølig, og disse
forsamlinger tog sig saa god tid til at behandle forslaget, at
da de to amerikanske delegerede endelig drog afsted til Pa
nama, hk de ved sin ankomst her vide at kongressen som
de skulde deltage i, var traadt sammen, den havde holdt sine
møder, og den var atter opløst. Kolombia, Centralamerika,
Peru og Meksiko havde været repræsenteret, og seiv af disse
fire stater var det bare den første som ratificerede den «Trak
tat om stedsevarende union, forbund og samhold» som kon
gressen havde vedtaget. Traktaten kom saaledes til at føie
sig ind i den lange række af dødfødte overenskomster som
de mellemfolkelige förbindelsers historie heretter om.
Der kom flere «panamerikanske» kongresser, med et lige
magert resultat. I 1847 mødtes udsendinger fra staterne paa
Sydamerikas Stillehavskyst i Lima. De Forenede Stater del
tog ikke, og traktatudkastene blev ikke ratificeret af delta
gerne. En ny kongres, ogsaa i Lima, i 1864, glimrer ved aldeles
hemmelige, vistnok ogsaa aldeles resultatløse, forhandlinger.
Den midtre del af det 19de aarhundrede kunde vanskelig
være heldig for et fællesamerikansk arbeide. Den utrygheds
følelse som det latinske Amerika fremdeles nærer overfor de
Forenede Stater, der jo i tilfælde maatte bli den selvgivne
leder i en panamerikansk sammenslutning, var særlig sterk
337
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
