Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
bedste romaner vel meget karakter af et regnestykke, hvis
facit allerede er givet paa de første sider.
I «Flaggermusvinger», eventyr vestfra (1895), bryder
Kincks vilde og voldsomme originalitet som fortæller og
skribent helt igjennem. I denne bog lyder naturtonen alt
overdøvende. Det er en marereden drømmer og seer, som
besætter landskabet . . . fylder skogen, tjeldet, sjøen med gru
og skræksyner, med lidelse og lidenskab. Som motto kunde
bogen bære disse linjer fra eventyret om Tore Botn:
«Sindet var som rummet mellem himmel og jord, med
vanvittig drift av slitnede skyer om fjældnut uden maal,
uden samlende haand.
Og lidt efter lidt var det, som alt pressed sig sammen
til en laat, som fik hele verden til at skælve, som skuten
skalv; det var en laat, som laa saa langt bortenfor kvælds
gulets vift i lyng og i pors, bortenfor varme sjøers hvisk op
i solstegt sand, ja saa langt, saa langt bortenfor alt det,
at der fandtes ikke andre mennesker uden ham, som skønte
det. Det var et rop indfra inderste luften, det var et støn
nedfra dybeste fjældel, det var et brøl udfra ytterste sjøkam,
som brast.»
Betydeligst af indhold og mest fuldtonende i stemning
er de første af eventyrene: «Felen i vilde skogen» og «Hvid
symre i utslaatten». Det er to digte i prosa. I det ene er
det, som digteren har følt al folkesjælens endeløse længsel
mod lys- og varme, den fortærende udvé over de stængende
fjelde mod det frie hav og den fjerne, straalende verden.
Det andet er en sommernat-stemning, sitrende af dunkel,
erotisk glød og formet i våre, stilfærdige ord, som ellers al
drig hos Kinck.
I de øvrige eventyr er det mest vildskab og ødelæggelses
lyst, som forherliges. Saaledes i fortællingen om Tore Botn,
dødsseileren, han som river jernbeslagne porte af sine hængs
ler og styrer sin skude gjennem orkanen, over afgrunds braatt
og brænding, i lyset af lynildsblussene fra fjeldene. Det
samme ustyrlige stridsind møder vi i fortællingen om den
vilde Torbjør, som danser dødsdansen med sin falske beiler, og
om Ragna ude fra havskjærene for bare at nævne de bedste.
I den følgende samling «Fra hav til hei» (1897), har den
dystre, tænderskjærende patos forvandlet sig til humor,
et stortegnét, fantastisk humor, der turde være Kincks
363
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
