Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Hans E. Kinck
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
dom. Han føler, at han er faldt for egen haand, sig selv
har han fortæret i kampen mod dølerne. Han blev en hug
orm, et hvæsende, stikkende udyr, som ikke taalte at komme
nær blide sind. Og «det er isnende at være sit eget vardøger».
For da bryder den frem, den stille, underlige angst, som
jager menneskesindet ud i nidingsdaadens svir, ud i ond
skabens grumme vellyst . . . Alt det i dalen, han førte krig
mod, det troldske naturdrømmeri, de saare minder fra moen,
det var jo det dybeste i ham. Og de første, han mistede i
sin vilde strid, var hustru og børn.
Saadan tyder jeg hans dunkle tale i romanens sidste af
snit. Men man vilde tage meget feil, om man heri vilde se
et udslag afen moralsk tankegang, en saadan ligger Kinck
fjern. For ham er det store spørgsmaal dette; er mennesket
sterkt og tro i sit instinktliv? Det afgjør personlighedens værd.
«Fru Anny Porse» er en vestlandsroman henlagt til
tiden omkring 30—40-aarene, løssluppen og grei og utro
lig dristig, et pragtfuldt vestlandsbillede med glimrende
og uforglemmelige maleriske effekter, men flimrende uroligt
og overlæsset i stilen.
Kincks følgende bog «Doktor Gabriel Jahr» er en
Kristiania-roman og emnet en ung digters kamp med sig
selv, med omgivelserne og med den dumme sladder og det
seige moralsnak, som er offentlig mening om kunst i Norge.
I titelfiguren har Kinck givet et ironisk fordækt selvportræt;
der er egte Kincksk spot i det afsluttende træk i hoved
personens karakteristik, at han afbryder sin kunstnerbane
for at blive direktør ved et sindsygeasyl. Gabriel Jahr vil
«samle op dem, som er klemt udenfor og gaar alene; blandt
dem findes de eneste, som har turdet være sig selv, og
paa det brast deres hjerne». Kristiania-stemning er der
ikke stort af i bogen, og . forfatter- og journalist-typer som
Elias Lysne, Birger Seim, Biirger osv. gjør et besynderlig
fjernt, uvirkeligt indtryk. Bedst lyktes er de komiske figurer:
overmoralisten med de kolde «smaa fækar-øine», maleren
med det vidunderlige navn: Sjur Spanskteigen; den vest
landske prestelige stortingsmand, som paa hjemveien fra
parlamentet forvilder sig ned i de farlige baggader.
«Emigranter» er atter en vestlandsskildring, en historie
fra en liden bortgjemt fjordbygd, men gjennem den faar
digteren som før udtalt sin uærbødige skjemt og spot
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
