Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsens fremtidsdrøm.
dengang han skrev «Brand» —,’ at de kirkelige dogmer og
kirken som institution vilde kunne forgaa. Men en ny og
mere sammensat kristendom vilde fremgaa af kampen, en
förening af kristendom og hellenisme. Dette, mener jeg, er
sammenhængen mellem «Brand» og «Keiser og Galilæer».
Det har vel forekommet mange læsere af «Keiser og
Galilæer» besynderligt, at Henrik Ibsen ikke i det mindste
lod os ane, hvori den nye synthese eller förening af heden
dom og kristendom skulde bestaa. Næsten endnu merke
ligere er det, at han heller ikke senere, hverken i sin digt
ning eller i nogen af sine taler, har antydet, hvori det tredje
rige egentlig skulde bestaa. Det kunde endog synes, som
om Henrik Ibsen fra midten af 1870-aarene opgav denne
romantiske drøm og aldrig senere vendte tilbage til den.
Men vi skal se, at dette ikke var tilfældet.
Hvori synthesen skulde bestaa, ja det var en hemme
lighed for alle, ogsaa for digteren seiv. Derfor er han fuld
stændig ærlig og oprigtig, naar han bruger saa svævende
og almindelige udtryk som «det vordende», eller «det kom
mende». I «Keiser og Galilæer» ser vi, at selve vismanden
Maximos langtfra er aividende. Han ser ind i det disige
fjerne, hvor konturerne fiyder sammen. Han er paa én
gang en seer og en speidende, spørgende sjæl. Han raad
spørger dyrenes indvolde for at tinde livets hemmelighed. Han
er en seer, der staar og skygger for øiet med haanden og
speider ud mod den dæmrende, endnu ikke oprundne dag.
Saaledes omtrent maa Henrik Ibsen have følt sig til
mode, dengang han skrev Memnon-støttens sang. Han stod
og saa ud imod fremtidens gryende dag. Hans digtning
skulde herefter bære bud om, at en ny tid var ifærd med
at oprinde. Morgenrødmen af en ny kultur saa han stige
op paa himlen. Men han saa endnu ikke den nye kultur
ved dagklart lys.
Er der ikke noget fortryllende barnligt og ægte digter
naivt ved denne Henrik Ibsens drøm om det nye rige, som
snart skulde komme? «Det vordende», som ikke engang
han seiv egentlig kjendte til, saalidt som en kemiker paa
forhaand kunde vide, hvilken ny og høiere enhed der vilde
fremgaa af forbindelsen mellem to kemiske grundstoffer.
Denne næsten troskyldige forventning om en stor histo
risk nydannelse og en epokegjørende omvæltning omtrent
391
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
