Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
(Forlsæltes.)
Chr. Collin.
Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm.
«0, om jeg kunde lægge verden øde! Maximos gives
der ingen gift, ingen fortærende ild, der kan lægge det
skabte øde, som det var paa hin dag, da den ensomrae
aand svævede over vandene ?»
I disse ord er den spøgefulde syndflod-fantasi i digtet
til revolutionstaleren ombyttet med en anden stor gammel
tanke, om en verdensbrand!
Af disse steder i Ibsens digtning, sammenholdt med
mange steder i hans breve, fremgaar det med sikkerhed, at
Henrik Ibsen i en række af aar i temperament og livs-stem
ning stod anarkisterne, særlig de russiske anarkister, nær.
Velmenende og delvis storsindede romantiske drømmere som
Bakunin og Netschajew vilde, som Ibsen, have hele den nuvæ
rende statsorden omstyrtet. Først naar den nuværende sam
fundsbygning var gaaet tilgrunde, vilde et nyt samfund hæve
sig som fuglen Føniks af det gamles aske.
Dette, tror jeg, var Ibsens inderste hemmelighed i
Memnon-støttens sang. Som en ny tids morgenrøde hilsede
han udsigten til en vældig social omvæltning, hvorved hele
den nuværende statsordning og vel ogsaa familien i den nu
værende forstand skulde ramle overende. Det var, som
nævnt, i februar 1871 at Ibsen skrev til Brandes: «staten
maa væk... Der vil falde større ting end den;
al religion vil falde.» Ogsaa moralbegreberne og kunst
formerne vilde omkalfatres. I mai samme aar skriver han
spøgefuldt til Brandes, som havde været syg, at han behø
vede ikke atværebonge; «mandørikke i ekspositionen; den
store verdensdramaturg behøver Dem til en hovedrolle i den
«Haupt-und Staatsaction», som han vel nu snart belaver sig
paa at opføre for et høistæret publikum.»
«Det høistærede publikum» er naturligvis menneske
heden. Og verdensdramaturgen er i slegt med syndflodens
guddom. Ibsen trodde, at en stor tids-omvæltning forestod.
I et senere brev til Georg Brandes (24de septbr. 1871)
skriver han, at «hele slegten er paa vildspor» . . . «Over
hovedet er der tider, da hele verdenshistorien staar for mig
som et eneste stort skibbrud.» En saadan stemning giver
os et indblik i den mest menneskelige side af det nittende
aarhundredes teoretiske og ideelle anarkisme.
396
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
