Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
helt efter dette Havørfor Hervert med tilnavnet Sperring.
Sperring er en landsby mellem Thisted og Vesterhavet, men
det hele minder tillige paa en behagelig maade om Herbert
Spencer. Tilblivelsen af den lille flok lyriske digte med dette
navn, som tilsammen skal give udtryk for «en ung drøm
mende mands tragedie», kan efter hans egne meddelelser
følges gjennem flere stadier. Idet man gjennemgaar dem,
passerer man de stationer, som den danske poesi i løbet af
det nitten de aarhundrede har lagt bag sig.
Engang blev der i et selskab, hvor Jacobsen var med,
fortalt om en mand, der en aften var gaaet gjennem en skog
med hovedet fuldt af et musikstykke om elverpigedans,
han lige havde hørt, og som pludselig havde hørt musiken
paany i skogen og seet elverpigerne danse, saa han var be
svimet af rædsel.
Nogen tid efter det var i foraaret 1866 gik han
seiv ved nattetid gjennem Lykkeholms Allé i Kjøbenhavn til
sin bolig og kom da under indtrykket af den sterke duft fra
de blomstrende lønne og balsampopler og det underlige
maanelys i en bakkantisk stemning, hvori han paa poetisk
maade gjenoplevede fortællingen om elverdansen. Heraf vilde
han saa lave en romance.
Men, fortsætter han, romancen vilde ikke lykkes, fordi
forudsætningerne syntes ham for indholdsrige. Han valgte
da den omtalte form af lyriske monologer. «Før hed det
Sigurd Sanger og laa i middelalderen, nu ligger det i nutiden
eller maanen» og heder altsaa Hervert Sperring.
Allerede dette er helt lærerigt. En digter af den Oehlen
schlägerske skole vilde ganske bestemt være blevet staaende
ved romancen. Saaledes gjorde Oehlenschläger seiv, da han
ud fra forudsætninger, der neppe var mindre indholdsrige
end Jacobsens, skrev «Guldhornene». Idet nu Jacobsen for
kaster romanceformen som utilstrækkelig, ser man, hvorledes
en ny tid med en dybere følelse for personlighed, en større
trang til inderlighed vrager eller sprænger den overleverede
kunstform, som havde kunnet rumme en ældre slegts følelser
helt. Han passerer Oehlenschläger. Og naar han derpaa
en tid tænker paa at give sin personlige lyrik et ridderligt
snit og en middelalderlig forklædning, men snart efter op
giver ogsaa dette og lader sin egen poetiske personlighed
udtale sig frit under sit eget fødte merke i lyriske mono-
413
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
