Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilh. Andersen.
skrive naturen paa, men et helt nyt menneske. Alligevel,
hvad der saadan regner op af jorden og bliver borte i en
korn mark, er maaske en lovlig flygtig ting at lave historie paa.
Den bog, hvori den moderne individualitet bliver til i
den danske litteratur, er «Niels Lyhne». Det er, som Jacob
sen sagde, ren psykologi. Man kan læse det i dens aller
første udfordrende linje: Hun havde Blidernes sorte, straa
lende øine o. s. v. Medens «Mogens» begynder med somme
ren og hegnet og «Marie Grubbe» med luften under linde
trærne, begynder bogen om Niels Lyhne med hans moders
øine. Niels Lyhne er ikke, som det saa ofte er blevet sagt,
oprindelig ogsaa af Jacobsen seiv, først ög fremst en bog,
der forkynder en idé, men det er fra først til sidst en bog,
der forklarer en individualitet. «Jeg tror ikke, en bog kan
interessere os», skrev han, da han var nær ved enden med
den, «naar den ikke er en tro skildring af et eller flcre men
neskers kamp for tilværelsen, saaledes forstaaet: en kamp
mod det, der er til, for at være til paa sin egen
maade.» Det forekommer mig, at disse ord, der laa vel for
varede i et fortroligt brev til en ven, betegner et noksaa
skarpt skjel i den litterære udvikling som noget af de stik
ord, der løb landet rundt. Hinsides «Niels Lyhne» er det
poetiske det almindelige, efter denne bog er det poetiske det
individuelle. Den litteratur, hvis betydeligste repræsentant i
Danmark er Adam Oehlenschläger, gaar i det hele ud paa
en forherligelse af det fællesmenneskelige; den kunst, hvis
første mand Jens Peter Jacobsen er bleven, har kun det ene
formaal at fremstille og forklare det eiendommelige. At det
var kunstens opgave at fremstille personlighed, havde man
længe vidst. Men medens Goethes og Thorvaldsens samtid
glæder sig ved at se personligheden, kunstens kilde og maal,
udtrykke ligesom i fortætning livets almindelige vilkaar, er
den slegt, der er samtidig med Flaubert og J. P. Jacobsen,
ikke fornøiet, før den har seet individualiteten udskilt fra
det almene, og betragter kunsten, det fineste udtryk for kam
pen for tilværelsen, som den enkeltes nødværge mod massen.
Dersom man har nogen sans for tilfældets filosofi, vil man
finde det træffende, at den, der først opdagede mennesket
paany efter dets grundtype, hed Adam Oehlenschläger, og
den, der skarpest har opfattet det efler dets individualitet,
Jens Peter Jacobsen. Den ene er ligesaa almen og vilde
418
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
