Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - III (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilh. Andersen.
at nynne, men holder fast i kransen, som om hun tog varsel af
sin gang, om han vil komme eller ikke. Ser ud ad vinduet,
det er ganske mørkt, opgiver haabet, ser paa uret, slaar en node
bog op paa klaveret, blader deri, men spiller ikke. Om han nu
alligevel kom! hun smiler og ser ned ad sig. Atter ved vinduet
endnu ingen maane! Stirrer, til det flimrer for øinene, ønsker,
det var et fyrværkeri en stor mat kugle, der brister i tusind
farvede stjerner og daler ned som en neien. At han dog ikke
kommer! Slaar en oktav an, holder paa tonen, gjentager det.
Ikke spille! Men danse i et brus af farver, blive varm og
tørstig, drikke champagne. Saa husker hun paa, at hun engang
som skolepige havde lavet champagne af sodavand og eau de
cologne og var bleven daarlig af at drikke det. Om vi sa a
blev fornuftige! Hun sætter sig i lænestolen med et arbeide,
lader det falde, putter sig i stolen, tænker nysgjerrigt paa andre
koner, hun kjender, om de var som hun, paa fru Boye og
hendes nye mand. Hun ler høit ved tanken
Del var et brev, sagde pigen.
Det er et telegram. Hun kvitterer rolig og læser.
Op af stolen, ganske hvid i ansiglet, ud paa gulvet og stirre
mod døren. let spring er hun derhenne, vrider nøglen om og
stemmer sit legeme imod. Hun vil ikke havde det ind, dette
græsselige. I telegrammet stod, at hendes mand var kjørt løbsk
og laa død i Aalborg.
Hun glider ned paa gulvet, ligger og jamrer stille med hæn
derne trykket fladt mod teppet, med stive øine og vuggende
overkrop.
En hastig tanke, et glimt af den sljaalne elskovs lykke, saa
er det forbi, og hun giver sig til pris for sig seiv.
Hun gaar omkring og støtter sig som en syg til borde og
stole og speider mellem alle de fremmede ting hjælpeløst efter
et blik af trøst, men møder over alt fæle minder af sin skjændsel.
Hun gyser for sig seiv og truer ad sig seiv denne æreløse
Fennimore, der kryber sammen ved hendes fødder, og trækker
sin kjole bort mellem hendes tryglende hænder.
Ingen naade for disse døde øine, der glider som is hen over
hende, for disse hænder, der ikke er hænder, men som dog griber
efter disse gule perler denne gule perle af troløshed,
hendes hjerte,
Hun krummer sig lam af rædsel tilbage over bordet. Saa
er ogsaa det over. Hun falder paa knæ og beder, angrer og
bekjender og beruser sig paa e n gang i -den «selvfornedrelsens
salighed», som Marie Grubbe skridt for skridt førtes i møde.
Saa gaar hun ud paa den lukkede glasveranda og venter.
Frem og tilbage i kulden med foldede arme, medens luftlrækket
og slæbet paa hendes kjole rasler i de visne vedbendblade. Hun
ved, at Niels vil komme. Maanen er fremme.
Nu! Hun kan ikke styre sig ved synet. Den foragt, hun
havde følt for sig seiv, udtømmer hun nu over ham i en strøm
452
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
