Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Andersen.
som den. Den har ikke morgenens eller foraarets friskhed,
men efteraarets farvespil og solnedgångens belysning.
Og har Jacobsen lært sig skjønhed af naturen, saa har
han ogsaa lært af den at være sand. De mange slyngninger
i hans stil kommer aldrig af, at fantasivirksomheden ind
bringer et fremmed stof i billedets dannelse, det er altid virkelig
hedsindtrykket seiv, som forgrener sig. Arabesken er en
ranke. Man maa merke sig, at Jacobsen, saa mange billeder
han bruger, aldrig bruger symboler. Symboler er gjerne
halve sandheder, men naturhistorien regner kun med hele.
Vi lagde ovenfor merke til, hvorledes Fennimore i den sorte
silkekjole med ravperlebaandet vedblev at være Fennimore
i den sorte silkekjole med ravperlebaandet og intetsteds blev
statue, som dog de franske naturalister Zola ialfald
vilde have gjort hende til. Saaledes bliver heller ikke floden
i det lille beundringsværdige stykke prosakunst, der heder
«To verdener», noget øieblik symbol paa livet eller døden,
man ved ikke hvad men vedbliver at være floden. I den
scene, hvor Niels og Fennimore i skrabdyngen fra Eriks
atelier opdager den gibsafstøbning af hendes haand med et
æg i, som Erik engang i sin forelskelse havde taget, men
finder ægget overskaaret og en plomme malet deri med gul
farve, gjør denne farveklat, der forvandler skjønhedsformen
til en husholdningsfornødenhed, hendes ydmygelse meget
mere anskuelig, end noget Astarte-symbol vilde have formaaet.
Og saaledes bestandig
Jacobsen har i «Marie Grubbe» skildret Maries drøm om
skjønhed som eventyrdrømmen om Torneroses slot med den
stille have, hvor violen sover med halvveis-aaben mund under
bregners krummede spir; med murene, hvorover de tornede
ranker lydløst vælter den mægtige, grønne løvbølge og skum
mer tyst og blornsterblegt i rosenmylder og rosenstænk; med
gaardens marmorfontæne, hvor den springende vandstraale
staar ud af løvemunden som et spindelvævsgrenet krystal
træ, og blanke heste speiler sin aandeløse mule i porfyr
kummens slumrende vand. Som Marie Grubbe drømte,
saaledes skrev hendes digter.
Men han har et andet sted, i «Niels Lyhne», skildret et
andet slot, den mandige erkjendelses faste borg, sluttet og
samlet, hvilende i sig seiv som et kunstens verk med søiler
nes selvbevidste kraft og hvalvets vegtløse svæven. Det
456
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
