Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vilh. Andersen.
endnu var kommet ham personlig nær, til den sidste, hvori
han forudfølte sin egen død: fra Ulrik Christian Gyldenløves
soldaterdød i «Marie Grubbe», hvor han skriger sit «Jeg vil
intet! jeg vil bare dø!» til Niels Lyhnes «vanskelige død»,
hvor han taler om at dø staaende, er døden den sidste vilje
i livet, men en villen, der bestaar i at opgive selve det at
ville. De ord af en gammel salme: «Klæd mig af hver kjødets
ville» indeholder grundtanken i hans to hovedverker. De er
ligesom komponerede derover. Brändes bruger om kompo
sitionen af Jacobsens bøger det udtryk, at forfatteren fører
sin helt eller heltinde ligesom gjennem en allé af bipersoner.
Det er meget træffende. Jacobsen mener, at gjennem en saa
dan allé af mennesker gaar vi alle ene til graven.
Begge bøger handler om, hvorledes et menneske bliver
ene og derefter dør. «Exit Niels Lyhne» og Marie Grubbe
ikke mindre. I den første bog gaar en kvinde ud af livet,
ene, efterat mændene har sluppet hende, i den anden en
mand, som kvinderne har svigtet. I «Marie Grubbe» er
anlægget noget skematisk det er jo ogsaa företaget efter
opskrift men dybt og inderligt i «Niels Lyhne», hvor der
ikke er nogen historie mellem digteren og hans tanke.
Fra først af er der vel ogsaa den forskjel mellem de
to bøger, at den ene er ialfald planlagt som en bog om livet,
medens «Niels Lyhne» fra første færd af er ment som en
bog om døden.
«Marie Grubbe» efterlader et pinligt indtryk. Det er
en bog, der begynder som renæssance og ender med pøni
tense. Den handler om, hvorledes livet iet frodigt menneske
i en frodig tid bobler op i et farvet skum og siver ud i en
tung bedrøvelse, hvorfra døden förekommer som en befrielse,
og den gamle bodssalme lyder som et suk af et døende dyr.
I modsætning dertil fortæller «Niels Lyhne», hvorledes
livet ebber ud som pulsen paa et dødssygt barn i en
svagere slegt og en finere tid. Der er en syg og blid
tone i denne bog, den virker efter renæssancebogens sterke
farver, «som naar aftenen drager sit purpur langeligt hen efter
den døende dag». Der døes mere i denne moderne roman
end i nogen gammel tragedie: Edele dør, Niels’s moder dør,
hans hustru dør, barnet dør, Niels dør. Der er i alle disse
billeder af det døende liv, saa forskjellige de er, fra Edeles
rosendød til Niels’s død paa lasarettet, en lugt af visning,
460
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
