Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Jens Peter Jacobsen - V - Einar Maseng: Den maritime situation i Nordsjøen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Peter Jacobsen.
som maatte kunne faa en livsfrisk og livsgrisk natur til at
vende sig derfrå og udbryde: Lad de døde begrave sine
døde. Dog er det ikke alene dette, som gjør «Niels Lyhne»
til saa sørgmodig en bog, men «det store triste, at en sjæl
er al tid ene». Saaledes følte han det jo seiv, som han har
skildret det her, naar han tog til Thisted, stedet til at arbeide
og til at dø, som Shakespeare til Stratford, for dog at have en
plet, han kunde elske til sig i stort som smaat fattig, som
fru Fønss siger, fordi den, der skal dø, er altid fattig. Saa
ledes døde han seiv sin naturlige død, opreist saa længe
han kunde, som Niels Lyhne havde ønsket, med de sidste
tause bønner om vand og om luft, som en plante der skal visne
han saa ud af vinduet efter regnveir og huskede maaske
det, han havde elsket, da han var ung og rask tilsidst
synkende sammen i den stol, der skulde staa tom efter ham,
med det trøstesløse blik vendt mod sin moder.
Det er dog en smuk død at dø for vort stakkels land,
siger lægen paa lasarettet til Niels Lyhne. Det forekommer
mig, at Jacobsen seiv er død en saadan død.
Det er almindeligt, naar man i Danmark taler om tiden
efter 1864, at fremhæve dens sundhed: Nederlaget har næsten
været en opmuntring. Der begyndte efter 1864 en arbeidstid,
hvorved man, som Monrad paa Ny Seeland, kom til at be
finde sig rigtig vel, og hele verden stod for en i et skjønt
lys. Ryddede man ikke urskog, saa plantede man hede, og
huggede man ikke brænde paa den ene maade, saa gjorde
man det dog paa den anden og giædede sig ved at opdage
ligesom en ny verden af reale ting og naturlige fænomener,
der fordrede at behandles med eftertanke, hver efter sit sær
egne væsen. Hvad del Jacobsen har havt i dette arbeide: i
denne kamp for at skaffe lys og luft i et indknebent samfund,
i denne udstykning og findeling af livsens tømmer, som fæ
drene havde skovet, det er indlysende af det foregaaende.
Skjønt han tidlig opgav naturvidenskaben og aldrig fik
skrevet det verk om Danmarks planteverden, han havde
glædet sig til, har hans digtning dog været ligesom et kur
sus i at forstaa naturhistorie for en slegt, der havde mis
forstaaet historien (eller som historien havde misforstaaet).
461
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
