Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Henrik Ibsens fremtidsdrøm. II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Henrik Ibsens fremtidsdrøm.
Disse menneskeskikkelser og skjæbner beholder sit værd,
seiv om der kan være noget misvisende ved det livssyn,
hvoraf de er fremvokset. Henrik Ibsens mennesketigurer er
uvilkaarlig skabt som psykiske organer for hans egen inderste
livstrang. Forgrundsflgurerne i den stolte række af verker
er næsten alle bærere af en af det 19de aarhundredes mest
fremtrædende livsretninger: den oprørske individualisme.
Catilina, Margit, Hjørdis, Skule, Falk, Brand, Julian, Lona
Hessel og Dina Dorf, Nora Helmer og fru Alving, dr. Stock
mann, Helling, Rosmer og Rebekka West, Hedda Gabler
og Hilde Wangel, de er alle oprørere mod en eller anden
af de kollektive magter, familien, staten, kirken eller selve
verdensstyrelsen, den kompakte majoritet og byopinionen.
De er bærere og forkyndere af det 19de aarhundredes
romantisk-revolutionære individualisme.
Naar Ibsen i en lang række af aar drømte om, at staten
og nærsagt alle bestaaende institutioner og sandheder skulde
«ramle», var det ud fra den tanke, at alle disse kollektive
magter stod iveien for individets eller personlighedens fulde
frigjørelse.
Henrik Ibsens fantasibørn har spillet og spiller fremdeles
den verdenshistoriske rolle, at de er ialfald hidtil det
sidste store udslag i digtning af den mægtige individua
listiske bevægelse, som begyndte paa renaissancens tid eller
rettere mod slutningen af korstogtiden. Det synes, som om
ialfald en del af menneskeheden endnu har brug netop for
denne oprørske individualisme. Henrik Ibsens oprørere maa
sees sammen med den lange række af oprørsskikkel
ser, som begynder især med Goethes Götz, Werther og Faust,
Schillers Karl Moor, Fiesco, Don Carlos, Byrons Cain og
Don Juan m. fl., Shelleys Prometheus. Især ligger det nær
at sammenligne Ibsen med Byron. Hvad Byron var for det
nittende aarhundredes lyriske ungdomsålder, har Ibsen været
for det nittende aarhundredes modnere og mere kritisk nøg
terne alderdom. Den samme romantiske drøm ligger til
grund hos begge. Men den er hos Ibsen mere sky og bort
gjemt. Ibsens digtning er langt mindre lyrisk og langt mere
«objektiv». Han leger i nogen grad gjemt med sine læsere.
Men i virkeligheden bor der i hvert af hans verker en inde
sluttet, næsten menneskesky drømmer, som kun i nogle faa
491
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
