Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chamberlain: Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
36 Samtiden. 1906.
Kristus.
Naturen derimod, den uudtømmelig opfindsomme natur,
den viser os nyt, naar det behager den; og dette nye er
derefter ligesaa uforgjængeligt for vor bevidsthed, som det
før var uopfindeligt. En Buddha, end sige en Jesus Kristus,
kunde ingen digterisk menneskekraft, hverken en enkelts
eller et helt folks, optinde; intetsteds opdager vi end det
ringeste tilløb til noget sligt. Hverken digtere eller filosofer
eller profeter har kunnet drømme sig til et saadant fæno
men. Ofte taler man vistnok, i tilknytning til Jesus Kristus,
om Plato; der er hele bøger om det formentlige forhold
mellem disse to; den græske filosof skal have været den
første forkynder af den nye frelseslære, heder det. Men i
virkeligheden er den store Plato et ganske ureligiøst geni,
en metafysiker og politiker, en forsker og en aristokrat.
Og saa Sokrates! Denne kloge grammatiker og logiker, den
brave forkynder af en filistermoral, den ædle snakker i de
atheniensiske gymnasier, er han ikke netop i ét og alt mod
sætningen til forkynderen af et himmeriges rige for «de fat
tige i aanden»? Ligesaalidt har man i Indien forudanet
eller ved længselen fremtryllet en Buddha. Alle slige paa
stande hører til de bagefter konstruerede, historie-filosofiske
illusioners vidtstrakte omraade. Hvis Kristus og kristen
dommen havde været en historisk nødvendighed, slig som
nyskolastikeren Hegel paastaar og som og andre
nu gjerne vil faa os til at tro, saa maatte vi have seet ikke
én Kristus, men tusende opstaa; jeg gad virkelig vide, i
hvilket aarhundrede en Jesus ikke vilde have været ligesaa
«nødvendig» som det kjære brød? Lad os altsaa forkaste
alle slige tankeblege og sygelige betragtninger, som alle gaar
ud paa ét og det samme at udviske det eneste vigtige og
produktive, nemlig betydningen af den levende, individuelle,
uforlignelige personlighed. Atter og atter er der grund
til at citere Goethes store ord:
Höchstes Gliick der Erdenkinder
ist n u r die Persöhnlichkeit !
Vistnok vil personlighedens omgivelser, kjendskabet til
hans almene betingethed i tid og rum give værdifulde bidrag til
den klare erkjendelse af ham; ved en saadan viden vil vi lære
at skjelne det vigtige fra det uvigtige, det karakteristisk indi
viduelle fra det stedlig konventionelle, med andre ord vi vil
529
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>