Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chamberlain: Kristus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chamberlain.
i menneskenes indre, der er der hos ham ikke tale om
taalsomhed og kan heller ikke være det. Men netop i denne
henseende er der fra det 18de aarhundrede af for
åt berøve menneskesønnens ansigt alle kraftige træk. Man
har af kristendommen givet os et falskt billede af en übe
grænset taalsomhed, en almindelig velvillig passivitet, en
rigtig melkeblandingsreligion; i de allersidste aar har vi
endogsaa oplevet saakaldte «interkonfessionelle religions
kongresser», hvor alle verdens prester broderlig rakte hin
anden haanden, og mange kristne hilste dette som særlig
«kristeligt». Kirkeligt er det kanske, og det kan være rigtigt
og godt; men Kristus vilde ikke have sendt nogen apostel
til en saadan kongres. Enten er ordet om korset en daar
skab eller det er en Guds-kraft; mellem disse to ting har
Kristus seiv sat «tvedragtens» gabende kløft, og for at hindre
enhver brobygning mellem dem har han draget det flam.
mende sværd. Den som forstaar Kristi væsen, kan ikke
undre [sig derover. Kristi tolerance er tolerancen hos en
aand, der svæver himmelhøit over alle former, som skiller
verden; en sammensmeltning af disse former kunde for ham
ikke have den ringeste betydning det vilde simpelthen
være tilblivelsen af en ny form; men for ham kommer det
udelukkende an paa «aanden og sandheden». Og naar Kristus
lærer: «giver en dig et slag paa din høire kind, saa vend
ham ogsaa den anden til», og «dersom nogen tager din kjole,
saa lad ham ogsaa faa kappen», en lære, som hans
eksempel paa korset gav evig betydning, hvem ser da ikke,
at dette hænger nøie sammen med det følgende; «Elsker
eders fiender, gjør vel mod dem, som hader eder», og
at dette netop er udtryk for hin indre «omvenden», ikke
passivt, men i den høieste form af aktiv handling. Hvis jeg
byder min venstre kind frem til den frække voldsmand, saa
sker det ikke for hans skyld; elsker jeg min fiende og viser
ham velgjerninger, saa sker det ikke for hans skyld; efter
viljens omvenden er andet mig ikke muligt, derfor gjør jeg
det. Den gamle lov: øie for øie, tand for tand, had for had,
er en ligesaa naturlig refleksbevægelse som den, der bringer
benene i en død frosk til at bevæge sig ved nervepirring.
San del ig, det maa være «en ny Adam», der i den grad er
blevet herre over sin «gamle Adam», at han ikke adlyder
denne tvang. Blot selvbeherskelse er det dog ikke, – thi
540
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
