Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Et træk af Gunnar Heibergs digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Aagot Hæder.
Men naar det saa trækker op til uveir i hjernlige far
vande, da styrer de tilbage, kommer susende med uveirsrop
og boltrer sig i stormen og sjøerne.
Vil det ikke for alvor koge op dernede fra folkedybet;
dukker kræfter kun op derfrå for atter at ordne sig ind
under hel heden og tinde sig plads der, da tyr oprørs- og op
rindelighedstrangen til det menneskelige indre, leder frem af
dets dybder tilknytning for sin længsel, det, som altid paany
trodser fornuft, orden, system, og finder kjærligheden. Dog,
kanske ikke heller kjærlighed, saadan som samfundet
værner om den, ikke en, som har med hus, hjem, barn,
slegtsliv at gjøre, men kjærligheden kun af den mest
kulturfiendtlige art, som erotisk følelse alene, som elskov.
Heibergs digtning tør være typisk bestemt af 80-aarenes
slegtshrudd; hans første drama («Tante Ulrikke») blev den
unge slegts ensidige og hensynsløse dom over den ældre;
hans digtning blev gjennem aarene altid paany udtryk for
hans trang til et kaste tvil ind under og trevle op hver given
autoritet i begreb, person, institution.
Men sit haab, sin tro sætter han til det instinktive, op
rindelige i natur og i mennesker; han sokner efter det i
massen, han vender sig til kvinderne: var ikke nu tiden
inde, da det dybeste, det mest bestemmende i deres art vilde
sprænge det konventionelle ideal, løfte dem ud over daglig
tilværelsen og stille dem ud, trøstende og hjælpende, blandt
mængden, som frøs og sultede og led?
Kvinderne i Heibergs første drama, tante Ulrikke i rea
listisk kraft og sandhed, Helene, mer en drøm om den nye
kvinde end erfaring om hende, begge vidner, at Heiberg en
gang saa det nye kvindeideal som forstørret moderfølelse.
I «Kong Midas» er drømmen om den nye unge pige
afløst af studiet af den enkelte, individuelle kvinde.
Anna er en levende, kvindelig, først og fremst gjennem
et træk saa ganske enkelt; bare det, at hun inderst inde
bærer paa en kvindes helligdom; et minde er det, om en
hel og fuld samhørighed, hun mener sig at have oplevet;
det var hendes afdøde mand; «Anna min,» saa sagde han,
«i de to aar, vi har levet sammen, har jeg været dig tro i
sind og gjerning.», Saa yderlig lidet, og dog nok; en fods-
600
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
