Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Dr. Andr. M. Hansen: Tidens tanker. Vort forsvar. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tidens tanker.
ogsaa nationens eksistensvilkaar bekymringsfulde. Den al
mindelige europæiske slappelse, som ogsaa raadede i Sverige,
efter de lange uafbrudte krigstider, førte os dog over den mest
kritiske tid. Den sterkere nationale nyvekst, som begyndte
efter 1848, førte saa i naturlig sammenhæng med, at det var
særlig vor skibsfart, som skjød fart efler Krim krigens tid,
først til en udvikling af vor flaade, som senere tid ikke har
holdt maal med. Omkring 1860 blev der bygget moderne
krigsskibe for større summer aarlig end nu med kun Va
af de nuværende statsindtægter. Men først den egentlige
gjennembrudstid, den sterke opgangstid i begyndelsen af 70-
aarene, førte frem til gjennemførelsen af grundlovens bud om
almindelig værnepligt (uden i Tromsø stift) under kamp
mod de kræfter ogsaa inden nationen seiv, som virkede hen
imod en opløsning af den nationale individuelle organisme
i en unionel amalgamering. Og den politiske kamp, som
knækkede bureaukratiet i 80-aarene, bragte ogsaa først en
hærordning, som igjen omkring aarhundredskiftet vilde stille
over 3 pct. af folkemængden i hæren.
Men endnu i 1895 var vort forsvar ikke udviklet, saa alle
kræfter var nyttet. Nationen vovede derfor endnu ikke at
hævde sin selvbestemmelsesret übeskaaret. Efter 10 aars
arbeide paa at indhente det uforsvarlig forsømte var vi
igjen kommet saa vidt at kunne stille de gamle 3 pct.
under vaaben som mobil hær. Og nu, skjønt der endnu
manglede meget paa, at alle Norges forsvarskræfter var ud
viklet, men fordi Sveriges heller ikke var det paa langt nær,
kunde endelig vor uafhængighed hævdes.
Saa temmelig. Karlstadoverenskomsten fortæller, at det
seiv nu ikke var uden «vilkaar». Skulde der med nogen
styrke kunne strides mod den paastand, at o m vi havde følt
os helt trygge paa, at vor hær havde faaet fuldt tilstrækkelig
øvelse, o m vi havde havt ogsaa en 6te, nordlandsk brigade
færdig, om vi ikke gjennem en lang, lang aarrække
havde ladet vort sjøforsvars materiel fortalde paa en vis, som
ikke lod sig reparere ved indkjøb af 4 panserskibe i løbet af
et par aar (en opgang, som ikke engang var blevet opretholdt
senere), om vi havde sikret vör flaades hovedstation samtidig
med, at vi havde lagt forsvaret af landets vitale hovedpunkt
frem i betryggende afstand i den naturlige hovedforsvarsfront
ved at befæste Horten Moss saa havde vi ikke taget
mod nogen vilkaar, ikke opgivet vor ret til at raade i vort
613
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
