Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alexander Bugge: Irsk digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alexander Bugge.
gerne er gjenoptagne, afbrydes de paany af en engelsk kræm
mer, som vil sælge tobak. Og uagtet parlamentet netop har
vedtaget en lov mod tobaksrøgning, kjøber de dog hele hans
beholdning for to penee pakken. Efter forskjellige gjenvor
digheder ender Klan Thomas’s parlament, og medlemmerne
beslutter ikke at sammenkalde noget nyt, da de skjønner, at
«den sterkere altid vinder overhaand».
Fortællingen om Klan Thomas ender med denne satire
over det forfængelige og spytslikkerske Dubliner-parlament,
der havde vedtaget molboagtige lovforbud som f. eks. mod
at pløie med hestenes haler og at brænde havre inde i akset.
Havde Thackeray kjendt Klan Thomas, vilde han sikkerlig
blandt sine irske skildringer i «Book of Snobs» ogsaa have
førestillet os for nogle af dens medlemmer.
Satiren danner dog bare én side af irernes rige digtning.
Neppe noget folk i Europa er mere lyrisk begavet end de.
De eier en drømmende, næsten romantisk kjærlighed til
naturen. Men de er paa samme tid vildere end germanerne;
deres lidenskaber, had som kjærlighed, er mere utøilede.
Alle disse egenskaber viser sig lige fra den ældste tid i den
irske litteratur, som netop ved sin lyrik blir enestaaende i
den europæiske middelalder. Jeg har alt tidligere ien arti
kel i «Samtiden» pegt paa, at kelterne tidligere end nogen
anden folkestamme i Europa har elsket naturen for dens
egen skyld i al dens oprindelighed og ikke bare der, hvor
den er præget af menneskenes haand, frugtbar og veldyrket.
Næsten hele den civiliserede menneskehed er begyndt med
at synes, at det eneste skjønne i naturen, det er bugnende
ågre og grønne marker, kanske oplivet af en rislende bæk.
Vel kjendt er et stykke i «Njaals saga», omtrent den eneste
naturskildring, som findes i de islandske sagaer. Gunnar
fra Lidarende, som føler, at døden ikke er fjern, ser ud over
bygden og siger: «Fager er lien og aldrig har den syntes
mig fagrere: lysegule ågre og tun, hvor græsset er slaat.»
Til en helt anden kulturverden hører den arabiske geograf
Istachri, som levede i det 10de aarhundrede og har skrevet
en «Landenes bog». Her siger han : «Til de fagreste steder
paa jorden hører Sogd (nu Sarafschan) i Samarkand, floden
Obolla (nær Basora) og Guta ved Damaskus. Men Sogd
floden overgaar Guta ved Damaskus og Obolla i skjønhed
36
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
