Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Carl Nærup: Litteraturoversigt. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl Nærup.
rier, kan være viss paa sensation og sukces. Men om «Mary»
skal jeg faa lov at udtale mig i en følgende artikel.
De store sukces’er paa bogmarkedet i 1906 var ellers
.1. B. Bulls «?21ine Vangen» og Bernt Lies «Overlærer Hauch».
Førstnævnte Østerdals-idyl har endog havt den ære at blive
sammenstillet med «Synnøve Solbakken», saa rundhaandet
er aviskritiken med sin ros, saa dristig omstyrter den gamle
værdier, men den ved ogsaa, hvilken dyb gl em sel der nuora
stunder dækker de trykte ord. I virkeligheden er «Eline
Vangen» en jevnt dygtig fortælling, lidt kjedelig, lidt over
dreven pen og pyntelig, et rutinearbeide, hvis væsentlige for
trin er sprogets kraft og egthed.
En saapas gunstig dom kan ikke fældes over Bernt Lies
juleroman. Med den er vi over i den banaleste publikums
kunst. «Overlærer Hauch» samler paa éf bret al den hjerte
lige bravhed og raskhed og aandelige sundhed, som der i
den søde juletid er saa god afsætning paa. Allerede bogens
anslag er saa desperat falsk i tonen, at en kritisk læser
har den største vanskelighed med at komme videre. For
tatteren vil naturligvis svare, at han ikke er sig bevidst nogen
somhelst spekulation i publikums samtidig platte og senti
mentale smag. Men mon ikke denne gang selve anerkjen
delsen har givet ham et varsku . . Etter min mening er
bøger som «Yildfugl» og «Søster Judit» med alt, hvad der kan
siges paa dem, naive og uskyldige i sammenligning med «Over
lærer Hauch». Forfatteren lover os her en virkelig karakter
roman, og saa faar vi en hoben tilløb til alt muligt og til
slut en forlovelseshistorie . . i den grad udspekuleret intrikat
og høitidelig, at den gaar de talentfuldeste engelske solstraalc
fortællinger en høi gang.
Famlende og holdningsløs men rigtignok paa en helt
anden niaade er ogsaa Mons Lie i sin saakaldte sommer
roman: «Ved hotellets dækkede bord». Hvad han mangler,
er sprogøre og sprogfølelse. Han er i en mængde tilfælde
usikker paa ordenes betydning og uklar over deres stilistiske
valør. Og denne usikkerhed synes at tiltage med aarene.
Mons Lie har aldrig senere magtet en saa tydelig og korrekt
50
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
