Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Alf Torp: Den græske sprogstrid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alf Torp.
om side. Grunden er, at der aldrig i Grækenland som i ve
sten blev noget brud i den antike kultur. Her maatte derfor
skriftsproget altid udøve sin usalige magt, og det tog igjen
helt magten og kvalte den nye bevægelse gjennem den mod
strømning, som den før nævnte humanistiske renæssanee
hidførte.
Noget anderledes gik det paa øerne. Da korsfarerne rev
det græske rige istykker og delte det mellem sig, begyndte,
som en følge af den politiske sønderrevethed og efter sine
frankiske herrers mønster, enkelte grækere at bruge de lokale
dialekter, saaledes paa Cypern og især paa Kreta. Her vokste
der fra begyndeisen af 15de aarh. en literatur frem (eposet
Krotokritos, dramaer o. s. v.), sorn* muligens under en gunstig
skjæbne kunde have ført til Grækenlands aandelige gjenfødelse.
Men disse spirer til en livskraftig ny literatur trampedes ned
ved tyrkernes erobring af øerne (Kreta i midten af det 17de
aarh). Under tyrkens fod gror ikke græs. Fra nu af var
her stille som i graven.
Men seiv i denne frygtelige tid blev ikke den traad over
hugget, som bandt grækerne til deres fortid. Kirken bestod
endnu med sine klostre og skoler, hvor den gamle literatur
dyrkedes som fordum. Sproglærde mænd har Grækenland
aldrig mauglet, seiv ikke i denne tid. Der skreves endnu, men
vaklingen i sprogformerne blir stadig større. Den gamle norm
var tiden vokset fra og den var især umulig nu, da lærdom
men ikke var saa almindelig som før.
Da saa oplysningstiden ogsaa i Grækenland bragte en
aandelig vsekkelse, da rige fanarioter stiftede høiere skoler
i en række af græske byer, da man begyndte at giøre sig be
kjendt med vestens kultur og oversætte dets literatur, og at
studere de klassikere, da viste det sig, jo mere man
behandlede sproget og øvede sig i det, at denne evige vak
len ikke længer var til at udholde, og tillige at de bestræbel
ser, som gjordes af kleresiet og dets omgivelser for at bevare
kirkesproget som literatursprog umulig kunde føre til noget.
Der maatte skabes en fast form. Under brydningen mellem
de to retninger, den ene, som vilde tilbage til gammelgræsken,
og den anden, som vilde holde sig nærmeie op til folkemaa
lene, skabtes da en slags middelvei, om man ellers kan kalde
det saa, et sprog, som i alt væsentligt er byzantinsk, men har
104
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
