Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paul Fjeldgård: Dansk litteratur i 1906
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Fjeldgård.
Brandes’s aandelige storhed forbandt en opfattelse af samme
storheds forpligtelser, som Georg Brandes seiv ikke synes at
have anerkjendt.
Jeg skal ikke her komme ind paa aarsagerne til vort
gjennemsnitspublikums ringe aandelige kultur: landets liden
hed; forholdene efter krigen, der trak vore bedste kræfter
sammen om arbeidet mod praktiske, økonomiske formaal og
derved svækkede interessen for og sansen for aandelige vær
dier. Og jeg skal kun i forbigaaende pege paa, hvilken form
og farve, den litteratur maa antage, som skyder frem af en
saadan jordbund. Den gråa borgerlige realisme, gaaende
over til den ene side i sortseende skepsis, til den anden i
sentimental rørelse eller vingestækket, livsfiendsk idealisme
det er hvad den danske læseverden vedkjender sig som sit
væsens litterære afspeiling. Medens den store karakterteg
ning, den høitllyvende, livsfyldte idealisme og den bredt svul
mende lyrik er som hjemløse i vort folks selvbevidsthed.
Se til Holger Drachmann, vor største lyriker «den
sidste sånger i lande», som Knut Hamsun har kaldt ham
hvor svag er hans stilling i folkets gunst ! En übesindig
hed, en kaadhed og som gribbe styrter de sig over ham,
<ie gode borgere, de ædle bladskrivere, endnu besværede af
den mad, de spiste til hans ære. Og hans verk, hvilken for
staaelse har det mødl! Enkelte at* hans sange, ikke alle af
de bedste, lever paa folkets læber; et enkelt af hans skuespil,
langt Ira det værdifuldeste, synes at eie utrættelig tiltræk
ningskraft. Men derudover ! Fremmed synes hans
]>oesi i dens høieste skjønhed at være for hans folk. Hvor
dansk han end er, i sin stemnings rytmiske bølgen, med toner
og duft af havet og den lyse sommernats skoge, saa er dog
netop hans naturfølelse i dens dybde, i dens mystiske patos,
i dens ur-vælde, ufattelig for dansk følemaade. Det danske
jevnsind viger bort under denne magt, som vil overspænde
og sprænge det. Derfor gled hans festspil, «Hr. Oluf han
rider —», med al sin rigt bevægede skjønhed, ufølt i lige
gyldighedens afgrund. Det kongelige teater formaaede ikke
at levendegjore det; en falsk iscenesættelse og fantasilöst spil
udlladede dets poesi til kjedsommeligt narreverk. Et blik
kun paa Draehmanns egen dekorationsskitse, der er gjen
givet i den deiligt udstyrede bog, viser, hvilke virkninger
118
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
