Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Ossian
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ossian.
det var ikke familiens sed at gjøre væsen af den slags ting.
Men nu kom en formiddag Frich og onkel Johan (Welhaven)
paa høitidelig visit til fru Sars; Frich hadde ikke sterke nok
lovord om Ossians talent og lagde hende alvorlig paa hjerte,
at der maatte gjøres noget for at faa ham ud. Og onkel
Johan, der seiv som bekjendt i sin ungdom hadde havt
malerdrømme, udbrød med patos: «Maren, du maa sælge
dine juveler og dit sølvtøi!» Fru Sars lod sig imidlertid ikke
forbløffe, men svarte rolig, at man fik se tiden an, gutten
skulde ialfald først ta artium. Dermed blev det, og da
Ossian var kommet sa a langt, vidste han allerede sin vei 1 ;
et par aar efter fik han sit første universitetsstipendium til
zoologiske undersøgelser i Norge, og snart kom det ene store
videnskabelige arbeide efter det andet fra hans haand. Michael
Sars oplevede den store glæde at faa sin lærvilligste og be
tydeligste elev i sin søn ; der udviklede sig et rørende forhold
af samarbeide mellem disse to, de blev fortrolige venner og
studiefæller, to jævnbyrdige forskere. Men ofte, nåar de sad
sammen fordybet i faglig samtale og tankeudveksling, kunde
fru Sars en passant slaa sin mand paa skulderen og lystig
udbryde: «Nei, den tosken blir der aldrig noget af, Sars
husker du?»
Den dag, Frich og Welhaven hadde giort sin visit hos
fru Sars, hadde Ossian staat ved siden af og hørt paa
deres diskussion om hans fremtid, der hadde nok smilet
noget inde i ham ved tanken paa muligheden af en uden
landsreise, for han var ikke fri for at gaa med noget slags
kunstnerdrømme paa egen haand, men de gik ikke i den
retning, som de gamle trodde, det var musiken, som var
hans fremtidshaab.
Musik var familien Sars’ egentlige kunst, gamleprofes
soren var sjelden musikalsk, hadde en god sangstemme
og spilte vakkert paa fløite, og det var nok oprindelig musi
ken, som hadde aabnet hans oie for frøken Maren Welhaven,
hendes pianospil var veien til hans hjerte. Paa prestegaarden
1 S. drev iøvrigt paa tegning længe efter den tid; jeg erindrer ved hans
hjemkomst fra Atlanterhavsekspeditionen at have seet en skissebog, hvor han
med meget lune hadde foreviget mange løierlige situationer fra færden. Hvilken
nytte han har havt af sit tegnetalent i sit fag, er omtalt ovenfor af dr.
Andreas Hansen (se s. 213).
219
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
