Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bjørnstjerne Bjørnson: Polakkerne som undertrykkere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Polakkerne som undertrykkere.
lærer os, at livets kampe kommer op av stridende interesser,
ulike anlæg, forskjellig utvikling, av forhold og omstændig
hedér, som vanskelig kan gaa sammen? Er der ikke noget
mere med, som gjør kampene saa onde, saa hensynsløst
ødelæggende? Noget av det, som voldte, at racekampene,
troeskampene, klassekampene blev til et helvede paa jorden?
Er dette aldeles utdød? Den lidenskabernes rykende svovl
pøl, som hvert folk hadde midt iblant sig, og som har sinket
det og ødelagt for det (som for andre) i billionvis, er den
nu biet en stille, rislende kilde?
Hvad er det da, som forgifter vore kämpe endnu idag?
Ja, som i übevogtede øjeblikke bryter op igjæn midt i den
tætteste civilisation med blind middelaldersk ødelæggelseslyst?
Gråar det virkelig ikke an at bruke folkeforestillingens ord
om det: «satan»? Altsaa at sige: satan er endnu iblant os?
Jeg mener naturligvis ikke teologernes faldne engel,
overhovedet intet enkelt væsen. Jeg mener den lodne drift
op av det dyriske urdyp i hvert folk. Den, som forraaer
kjæmperne og forbittrer kampen. Her er intet folk sparet,
hvert har sin. Paa et eller annet punkt, undertiden paa flere,
har han endog naadd frem til at blive den avgjørende. Satan.
Men i intet folks historie saa ofte som i det ulykkelige
Polens.
Jeg har nu læst den om igjæn. Det tok mig lang tid ;
ti ret som det var, aarket jeg ikke at komme videre.
Vi har næppe et mere glimrende folkefærd iblant os.
Stærkt, vakkert, begavet, med noget lysende i al sin dont,
heltenes ridderskab, engang utvilsomt kriger-turneringens skjøn
neste blomst, skulde jeg sige, hvad som styrtet det med saa
stort et fall, da nævnte jeg ikke først deres lands farlige belig
genhed andre folk har nætop gjort en saadan beliggenhed
til vilkaar for sin storhed —; ej heller sa jeg, at det fortrinsvis
skyldtes deres institutioner, eller rettere mangel paa institutioner;
ej heller at det var adelens overgrep, som ødelagde alt for dem,
den lille og den store adels evige strid, magnaternes magtsvindel,
kirkens rovsyke, borgernes umyndiggjørelse, bøndernes ut
plyndring og fornedrelse, de vanvittige krige o.s.v. 0.5.v. ; ti
altsammen, ja, altsammen var bare følger av den ene store
aarsag, deres egen vilde individualisme, deres dumdristige
begjær, deres forfængelige og tøjlesløse slagsmaalslyst, deres
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
