Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N. Wille: Carl von Linné
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Carl von Linné.
han tvertimod i sit slags var en glimrende stilist; men det
var bibelens stil, han benvttede. Dens korte, malende sæt
ninger gjenfindes hos Linné og ofte hæver de sig til digt
ningens høide i prosaens form. Linn é kunde heller ikke
tale i rokoko, som dengang brugtes, derfor ansaaes han ikke
for veltalende og siger seiv, at han var ingen «orator». Nu
tiden ser dette anderledes og kan ikke andet end beundre
den originalitet og kraft, som glimter i hans efterladte taler,
som f. eks. da han 1739 nedlagde præsidiet i «Vetenskaps
akademien» og priste menneskeaanden i følgende ordelag:
«Vi hafvom ej fått den styrka som Elefanten, men vettet
lärt tämja den starkaste. Vi hafvom ej fått framfötter att
grafva genom jorden som Mullvaden, men ettertanken lärt
genomgrafva hårda hälleberget. Vi hafvom ej fått fenor och
spof som Fiskarne, doch har vår hjärna lärt oss simma till
bägga Indierna.» Saaledes fortsætter han, som de gamle
salmister, lige original i form som tanke. En af hans ele
ver fortæller ogsaa, at han havde en eiendommelig veltalen
hed, som i høieste grad tiltalte tilhørerne, og om man
hørte hans indledning til «Systema natnræ», kunde man
blive «mere rørt, end om man hørte den mest veltalende
prædiken».
Linné er faderen for den efterfølgende tids svenske
reiseskildring, og han har tillige givet stødet til de norske
bygdebeskrivelser i sltitningen af det 18de og begyndeisen af
det 19de aarhundrede. De første og bedste af disse, udgivne
af presterne Hans Strøm og H. J. Wille, bærer i høi
grad præget af at være paavirkede af Lin n é s landskabs
beskrivelser. Bedre mønstre kunde man heller ikke gjerne
vælge sig; thi Linné er den svenske naturs og den svenske
landbefolknings mest sagkyndige og veltalende skildrer. Men
i den naturtro skildring merker man overalt menneskeven
nen, som med glæde fremholder det gode, forklarer og und
skylder feilene.
De dengang saa foragtede lapper, om hvem en tidligere
fortåtter havde sagt: «dette lille dyr, som man kalder lapp,
næst aben mest lig mennesket», finder i Linné en lige om
hyggelig som forstaaelsesfnld fremstiller; til prøve kan næv
nes følgende drastiske skildring af en gammel lappkvinde:
«Med honom kom ett folk, jag visste ej, om det var man
279
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
