Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ragnvald Moe: De store modsætninger i det nuværende Frankrig - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De store modsætninger i det nuværende Frankrig.
broder hos filosofer i øst og vest og hos politikere i syd og
nord1 .
Men traset ogsaa den falske opfatning af det «romerske
elements» stilling i den franske historie, som ligger til grund
for de ovenfor fremstillede synsmaader, og som vi senere vil
betragte nærmere, er denne almindelige «sort-røde» mod
sætning af en anden grund en tvetydighed. Thi den er ikke
én, men sammensat. Flere modsætninger er her forenet.
Der er først den politiske modsætning mellem den franske
stat og den romerske kirke, som er den aktuelle, den mest
fremtrædende, som nu sidst har hærjet Frankrig i omkr. ti
aar, som er smertelig nok, omend historiske abstraktioner
ikke formaar at gjøre den til en nødvendig og evig modsætning
inden folket, men som har fyldt alle frie sind med haabløs
hed og tristhed, og som har overført paa det hele sin bedske
karakter. Begge parter foragter friheden; det er det altbe
herskende indtryk af denne strid. Af kirken venter man
ingen tolerance, den kan ikke skuffe, den er desuden den
underlegne, dens magt over sindene stadig synkende; men
revolutionen, som har formet folket, har kun magtet at
skabe frihedsfornegtelse, foragt for andres samvittighed,
undertrykkelse og had: og man mindes et ord af E. Renan
i en tale af 1889 (i Feuilles détachces 1892), der lyder som
en betinget dødsdom over det franske folk: har revolutionen
om ti eller tyve aar ikke magtet at gjøre Frankrig lykkeligt,
da er dens princip usandt, da er den dømt. Det er den
samme tanke, som vi ovenfor mødte hos Taine: at revolu
tionen er afsluttet, bestemt ved sine førere og disses hand
linger, eller ved hvad den har virkeliggjort i tiden, at den
er et endeligt hele, en bloc, en historisk person, som er
solidarisk med og ansvarlig for sine gjerninger, og som i
kraft af dem kan dømmes og fordømmes. Men den er altsaa
efter Tocqueville ogsaa en udvikling, ikke en sum af om
dannelser fuldbyrdet i et vist aarti, men selve den skabende
fortid. Fortsættes denne tanke, sees hen, ikke alene til udvik
lingen fra det förgångne, men til udviklingen mod det kom-
1 Denne behandling af Prof. Seippels skrift er forsaavidt uretfærdig, som
vi kun har hävt briig for dets grundtanke; det besidder imidlertid frem
ragende litterære fortrin. Forf. har i disse dage i Genf udgivet et etterskrift,
som endnu ikke er kommet os for øie.
309
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
