Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andr. M. Hansen: Tidens tanker. Nordisk gudelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tidens tanker.
begravet en opfatning, som følges af en skræk for disse
gjengangere, som kjendes hos mangfoldige naturfolk ligesaavel
som hos saa forskjellig udviklede kulturfolk som kinesere
og hellener.
Her maa Loke oprindelig høre hjemme: Loptr [= Loke]
nedenfor liggrinden. Navnet er ikke laant fra Lucifer, men
hører sammen med lukke som Hel med dække. Han er
af jøtun-æt, altsaa en ligdæmon; i en myte spiser han i kap
med Logi, ilden, men kommer til kort, da han bare spiser
kjødet af benene. I senere folketro gaar han igjen som døden
og djævelen.
I nærmere tilslutning til dette rædselens rige end til skyg
gernes Hel maa Ra n s dødsrige i havet sættes. Hun kaldes det
liggraadige utyske, hendes far Hate var den mægtigste jøtun.
Skibet Naglfar var bygget af ligs negle. Fen-risulven er hav
ulven.
Det kan nu ikke være tvil om, at oprindelig ogsaa Ya 1-
hal, Odens hjem, er et dødsrige, ikke noget paradis. Oden
er val-fader, de faldnes herre. Endnu i sen skaldedigtning
merkes hans oprindelige dæmoniske karakter i senere folke
tro optræder han omtrent som fanden han var fuldstæn
dig en «ktonisk» gud, ikke «olympisk», en (underjordisk, ikke
himmelsk gud, hvad der ogsaa fremgaar af offer-ritus, heste
og mennesker. Med de olympiske guder spiste man offer
dyrene i fest. Valhal afgrænsedes af en elv som Hel og Jo
tunheimen, der fandtes dødens dyr, ulv og ravn, og endelig
som i de andre dødsriger et træ med en hane i.
Men i vikingetiden var Oden blevet gudernes fader. «Den
rædsel for døden, der som vi saa, fik ndtryk i den oldnor
diske folketro under billedformer, hvis lige man gjenfinder
overalt i primitiv hedentro, fandtes ingenlunde hos vikinge
tidens krigere. For dem var kamp en trang, en lyst, en ridder
leg.» Derfor indrettede krigerfølget og dets skålde sig et
dødsrige for sig seiv med daglig kamp og fald og gjenopstan
delse for dem, som endte sit liv i kamp. Schoning mener, at
denne forestilling ikke kunde have udviklet sig af de ældre
om dødsrigerne, og gaar derfor ud fra en fælles arisk «gude
have», hvor ogsaa Idun med æblerne og lignende hørte hjemme
hvad der i hvertfald ikke klinger hjemlig nordisk. Man
har dog tilsvarende eksempler paa, at ktoniske guder rykkede
327
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
