Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sophus Bugge: Epilog til Kristiania videnskabsselskabs halvhundredaarsfest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sophus Bugge.
I tanken vandrede jeg ud under Cestius’s pyramide til
den protestantiske kirkegaard, som for mange folkeslag gjem
mer vemodige minder. Min fod stansede ved en grav, som
grønnes over en nordmands støv. Han bar navnet Peter
Andreas Munch. Dette navn har jeg ikke hørt nævnt ved
vort videnskabsselskabs halvhundredaars mindefest.
Som jeg i tanken stod ved graven, fandt jeg en inderlig
harmoni deri, at Munch hviler i Romas jord. Thi han var
efter sin sjælseiendommelighed, som Bjørnson i sit skjønne
mindedigt ypperlig har karakteriseret ham, i sandhed en
sydens søn, et sollandets barn. Den gransker, som i de lange
nattetimer nedskrev det, hans aand saa af henfarne tiders liv
bag pergamentets halvt udslettede tegn, den lærde som
ved fuld dag med løftet hoved og med selvbevidst blik fuId
af liv drøftede de vanskeligste historiske spørgsmaal med
Europas første videnskabsmænd, han var det samme menne
ske som den mand, der var sine unge døtres legekammerat,
barnlig og barnagtig. Uskyldig i sin glæde, nåar han i sang
gjengav en yndig melodi, han en gang havde hørt udenfor
sit vindu i Rom. Fuld af spilopper og skøierstreger, mens
han bagte sig i solvarmen. I fryd over at ramme under kon
fettikastningen i Rom en ung dame paa balkonen ligeoverfor
hans bolig. Han følte sig dragen paa én gang af den moderne
Loreleis lokkende toner og af Homers høie enkle ord, han
som til læsning paa reiser havde med sig paa én gang Heines
Buch der Lieder og Odysseen.
Da jeg i tanken stod ved Munchs grav, maatte jeg sande,
at hans navn har ret til at mindes i historiens stad. Thi
Munch var en europæisk forsker, hvis hoved ragede op over
Hokken. Han var af naturen saa rigt udrustet, at han lige
som med legende lethed l)eherskede alle de forskningsomraa
der, som han maatte undersøge for at opklare sit folks fortid.
Altid med geniets skabertrang higende frem mod nye syner,
mod nye fund, hvor den uløste gaade lokked ham, fordi den
var uløst. Utrættelig i at rydde vei til alle sider. Aldrig svigtende
under hyrden af de tungeste stene, som maatte sankes sammen
for at lægge grunden, under hyrden af det sværeste tømmer,
som skulde slæhes frem for at tømre historiens bygning.
Ja Munch tilhørte som forsker og historisk rydningsmann"
ikke sit fædreland alene. For dets skyld fulgte han de gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
