Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: En situation i Wergelands liv - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En situation i Wergelands liv.
nok af mange opfattes som et nyt forsøg fra hans side paa
at trænge ind i kunstens tempel, hvor denne profane ikke
hørte hjemme. Dahl, hos hvem abonnementet tegnedes, og
hvis boglade var de dages koncertbureau og literære børs,
har vel gjort Gehrmann opmerksom paa dette faktiske for
hold, og har saaledes atter paadraget sig Wergelands vrede.
Denne var ikke af dem som glemte en uret virkelig eller
indbildt og, som vi skal se, kvitterede han for den ved
første leilighed.
Han tied foreløbig med denne ydmygelse. Men den har
svidd. Kan man undre sig over at det blev ham trängt i
Kristiania’, at han længtede ud af disse smaa forhold og hen
lagde den idyl han gik og drømte om til en prestegaard paa
landet? Der gaar en patetisk tone gjennem den gribende
henvendelse han retted til kirkedepartementets chef, stats
raad P. Chr. Holst, af 31de januar 1839 (se Koht s. 37). Han
skjønte at vegten stod og vipped: Departementet var imod
hans udnævnelse, men kongens personlige vilje kunde jo redde
situationen. Desværre kom han seiv til at lægge det lod i
vegtskaalen, som gjorde udslaget. Det var den fatale historie
i kongevagten (12te februar) som alle kjender fra «Hassel
nødder». Det var bevislig en helt uskyldig affære for Werge
lands vedkommende, og departementet kom da heller ikke
til at omtale den i sin endelige indstilling. Men kongen har
ærgret sig. Han har bruset op og sagt at Henrik Wergeland
var umulig; «tout perdu,» sagde han. Den uheldige supplikant
fik høre det, saasnart han kom til byen næste dag. Han gik
nu og stured saa hans forlovede blev opmerksom. Paa en
spadsertur paa isen (hvis Wergeland husker rigtig: søndag
17de februar) maatte da sandheden frem, og saa blev der
taarer og fortvilelse. Men netop som de kom iland og gik
opover Prinsens gade, saa de (efter fru Biørns fortælling)
kongen i hjørnevinduet (audiensværelset), og hans optræden
maa have gjort det klart for dem at det ikke var saa farlig
bevendt med hans vrede. Den aften fik Wergelands for
lovede «De Røde Skyer».
Wergeland vidste nu at hans uforsigtighed ikke var saa
farlig som han i sin første forskrækkelse havde trodd. Han fort
satte derfor sine anstrengelser. Han forsøgte endnu engang
hvad en «versamulet» kunde gjøre. Digtet «Hungersnoden»
371
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
