Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Johan Nordahl Brun og Bergen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordahl Brun og Bergen.
mandat, der var dikteret af Brun. Tonen i hans taler er
endnu i september saare modig; det er en gammeltestament
lig profet, der egger sit folk. Han vil «skille klinten fra
hveden», han beder Gud, at kongen (Christian Frederik) maa
«staa frem i al sin glorie», og ender med at stille det spørgs
maal, om vi skal holde vor ed og bli norske eller bryde
eden og bli svenske; han besvarer seiv spørgsmaalet med
en linje af Tullin: «Er sligt et spørgsmaal værd? jeg
synger ei for fæ», og tilføiede sit bispelige amen.
Brun kom hurtig ned igjen af fjeldet. Men han var
lige kjek. «Jeg var maaske en smule bersærker i norsk sag,»
siger han et par maaneder senere til Pavels, «det maa man
gjerne skrive paa min ligsten.» Han er saa kisteglad over
det guldkors, bisperne dengang fik til pryd, at han (som
Treschow meddeler Pavels) «jubler derover» i sin kvittering (!)
og skriver til Peder Anker, foråt denne skal takke kongen.
Georg Sverdrup ser i Bruns holdning ved forenings
byttet et udslag af «hans prædominerende forfængelighed, der
gjorde ham til en ven af alle, som flatterede ham, og indgav
ham entusiasme for den svenske regjering et par maaneder
efteråt han havde fordømt den».1
Seiv nøie om sin egen autoritet var Brun saaledes en
ven af den til enhver tid høieste autoritet. Han likte ikke
«opsætsighed».
Imidlertid var han personlig ingenlunde inhuman. Tvert
imod.
•Dette kommer navnlig frem i hans forhold ligeoverfor
j øde r n e og ligeoverfor ha u gia ner ne.
1 Pavels 4de august 1815. Man skal vistnok ikke altid stole paa
Pavels’ domme og beretninger. Han var en smaaskaaret mand. I sin karak
teristik af Neumann har han karakteriseret sig seiv fortræffelig, nåar han gir
Neumann den ros, at han er «langt Fra politiske og religieuse overdrivelser i
nogen henseende, vandrende ad den skjønne middelvei, der (man sige hvad
man vil) er den bedste, den mest betryggende for vor d}rd og ro, den som vi,
enkelte undtagelser fraregnede, gavne ei alene os seiv, men ogsaa vore med
mennesker, vort fædreland, vört religionssamfund ved at folge.» En middelveis
farer, der likte at præke om andre og gjerne fandt noget at udsætte, det er
Pavels. Men hvad han meddeler om Brun, synes at passe sammen med, hvad
man hører fra andre hold. Og alt i alt faar man det indtryk, at Pavels nær
mest har hävt for sin formand i bispeembedet.
I fortalen til «Jonathan» (17%) heder det: «Uden per-
379
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
