Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Den maleriske dekoration av San Francesco-kirken i Assisi, et bidrag til Cimabuespørsmaalets løsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den maleriske dekoration av San Francesco-kirken i Assisi
Han seiv blir staaende forutsætningsløs som et under fra
oven. Dette er ogsaa hændt Giotto like siden Ghibertis og
Vasaris tid, fra kunsthistoriens første spæde barndom. I
Giotto ser de det nye lys, før ham er alt mørke. I medfør
av et vers i Dantes Purgatorio tegnes saa et dunkelt omriss
av Cimabue i Giottos skygge. Dette er alt. Hvor det nye
melder sig som i den romerske kunstner Cavallinis mosaiker,
i det førgiotteske der ser den florentinske kunstner
biograf en eftervirkning av Giottos frembrudd. Og Vasaris
fordom har gjennem aarhundreder, like til den dag i dag
under nye former, bundet forskningen ofte seiv hos de bedste.
Først nu synes vi at staa foran et vendepunkt ogsaa i
dette. Efter Hermanins fund (i 1902) av de fremragende
fresker i Sa Cecilia in Trastevere fra tiden omkring 1293 løser
Cav a 11 in i sig ut av Giottos indflydelse, synlig for alle som
en fri og selvstændig mester, allerede længst færdig og moden
i sin kunst, mens den unge Giotto i 1298 endnu søker efter
sine former.
En betydningsfuld del av mine stilkritiske undersøkelser
i Assisi gaar ut paa at rokke ved Thodes tyske skoledogme,
som tror at kunne tilkjende den unge Giotto (som «Cimabues
farveriver») en række av de ypperligste førgiotteske fresker.
Beundringen for middelalderens mandige og primitive
kunst med den omvurdering av de kunsthistoriske værdier
som jeg har søkt at hævde ved mine undersøkelser av den
maleriske dekoration (gjennem tre til fire slægtled) i San
Francesco-kirken i Assisi, er i den kunsthistoriske videnskab
noget tilsvarende til Gerhard Munthes monumentalt-dekorative
indsats i vor kunst. Baade kunsten og kunsthistorien har
gjennem det sidste aarhundrede delt den samme ensidighet:
at lægge hovedvægten paa den billedlige fremstilling paa
billedet, særlig paa staifehbilledet med avstumpet følelse
for de dekorative og monumentale værdier.
Paa samme tid som jeg ved en kunstnerisk omvurdering
hævder skjønnetsværdet av de ældre fresker, av deres ornamen
tale dele og av deres monumentalt-dekorative helhetsvirkning,
gir disse tilsidesatte kunstneriske momenter os tillike en ny
og sikrere formel for en strengere gjennemført videnskabelig
stilanalyse, som blir et væsentlig middel ved løsningen av
den centrale opgave: Cimabuespørsmaalet.
391
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
