Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - II. Maremma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
med de apuanske fjælde i ryggen; og ellers bærer landskapet
toscansk karakter kastanjer og olivenskog, koller og eke
kratt, og saa aaen; og Maremma er bøffelhjordernes sidste
hjemstavn i Italien. Carducci’s far var læge, men ialfald
paa morssiden synes han at være av landsens herkomst.
Og i Maremma vokste han op. Han blev opdraget i Toscana’s
ghibellinske traditioner, i demokratisk og rationalistisk aand;
og denne sky for al mystik den være sig religiøs eller
literær-romantisk ligesom for al erotisk sygelighed, har
fulgt ham som fast egenskab gennem hele hans liv. Han
leved sin ungdom hen i Florens, hvor han gik paa skole
og studerte. Han fortæller seiv ensteds at han var fattig og
forsørged i de unge aar et par ældre kvindelige slægtninge
ved manuduktion i græsk og latin. Han blev doctor
philologiae fra Pisa; var lærer flere steder. Og 1860 blev
han professor i italiensk literatur i Bologna, hvor jo
siden hans livs virke faldt.
Maremma-tiden med dens natur-udtryk er noget av det
centrale i Carduccfs lyriske personlighed; seiv om han en
enkelt gang paa sine ældre dage, grætten mod vaaren, paa
staar det modsatte, som i det friske mai-digt i Rime Nuove:
. . . «alene min tanke er skøn i sin rene kraft: al denne
gamle natur blegner imod den!» saa er han dog jord
bunden her. Her har eketræet sine rødder staaende, skønt
han vistnok sjelden som voksen besøgte de egne uden i digte.
I de unge aar var hans sugeporer aabne; og denne natnr
ekstase er udgangspnnktet for hans pantheistiske livsansknelse.
Allerede i en av sine første sonetter minnes han Maremma,
nemlig i de forøvrigt ufrie og saa utilbørlig lidet personlige
rimerier, som er samlet under titlen Juveiiilia, digte som
han ialfald seiv siger daterer sig fra 1850—60; og nåar
digteren altsaa da blot er 15 aar, kan man jo billigvis ikke
forlange stort. Det digt er en natur-længsel fra skole-tiden
i Pistoia ; han ber en seilende fugl hilse Apenniner-fjældets
skraaninger der vest ved havet, «hvide av marmor og dystre
av olivenskog». I det senere, mer personlige digt Nostalgia
(hjemve) i Rime Nuove minnes han fødestedet under storm
og uveir, thi ingen slægt eller venner vinker ham, siger han,
kun «/a mia triste primavera»; et andet sted snakker han
ogsaa om en barndom fuld av «graatmilde drømme».
418
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
