Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - II. Maremma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giosué Carducci.
av skogen end siddet her og svedtet bag et lidet fille-vers!
Heller git vildsvin banesaar end forfulgt Italiens usselrygge
med rimede gadeviser!
I Maremma har ogsaa hans verdens-mod og robuste
livs-appetit sin rod. I balladen Faida di comune (i Rime
Nuove) nævner han befolkningens vildhed og brutalitet i
gammel tid hine «conti di Maremma da selvaticce maniere».
Herfrå har han sin landsens ugenerthed i udtrykket, sin for
nøielse ved at vaage en drøihed; men han er et mandfolk,
nåar han gør det, som paa veien bare slænger ud ærtende
stubber til bedsteborgeren og snerpen, gaar seiv videre,
fri alt det selvbehagelig dvælende og smaskende, som gerne
vil holde sig i de drøiheders følge længer nord.
Men Carduccfs vitalitet har tillige det ædle dyrs nervøse,
urolige art; den er ikke tung, seigt sigende og dvask; der er
rastløs handletrang —ja den er masende. Og i dette stikker
der noget av toscansk væsen; i det ranke had, i trodsen,
forbundet som den er med en skælvende skør følsomhed,
som ligner en kvindes eller et urmeuneskes, i dette mod sky
sprøitende storhedsvanvid som veksler med pludselige glimt
av melankolsk forstemthed. De store Toscanere er vistnok
logik og konsekvens, eier skarphed, den beregnende skepsis,
som det klart møder én hos Florentineren Macchiavelli; men
under det hele er der gemt en underlig het glo. Det virker
som et ægte udslag av toscansk mandfolke-væsen, denne
urolige rastløshed hos Carducci, som først rensed sig i Horats’s
versemaal. Eller er det kun det hypokondre mandshjærtes
ligevægtsløse slit? Hvordan det end har sig med det, i
ethvert fald ser han i sin mandfolke-vitalitet neppe nogen
gang, hverken som ung eller senere, det sprøde og det spæde;
hvor glipper det saaledes ikke for ham i hans sonette til et
barn (i Rime Nuové)\ Det glipper paa ganske samme vis,
som det saa titt gør det allerede for renæssancens gamle
malere ved deres bekyssede børn det er som de forinden
har naadd dem og nydt dem med sin mund; der er jo i
grunden iblandt dem kun én Donatello, som rører barne
hodet alene med den ytterste, kyske fingerspids. Og i hans
forresten faa erotiske digte glipper det av samme grund.
Jeg vaager i det hele den sætning, at erotisk lyrik hos den
moderne, üblandede Italiener maa bli fattig, ialfald faa-
421
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
