Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - II. Maremma
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Koller og enge og fjælde
Giosué Carducci.
Unger de støier paa jorden,
himlen har fugleflokken ;
kvinderne bærer i lokken
roser, i blikket sol
tæppet med blommer baldyrer;
synger og elsker og spirer
himmel og vand og jord.
Mig ogsaa spirer i hjærtet
helt lidet buskads av klunger;
huser tre snog mine lunger,
uglen i hjernen glor.
Da er jo det andet mai-digt langt ægtere, hvor han i
suveræn lystighed siger til vaaren, som det var en paatræn
gende elskerinde: «Du er jo over 3000 aar! Gamle mai, du
keder mig!» Men som sagt, han søger efter evne at kom
plettere den lyriske skala. I Jiwenilia 111. bog, allerede i
21 aars-alderen, snakker han om sig som et «ensomt digter
skib», som driver for knækkede aarer mens hans genius
staar föran i stavnen og synger: «La os vugge til glemselens
taakete havn, til dødens hvide skær.» Og i samlingen Levia
gravia (1861—1871) siger han og det er jo unægtelig ogsaa
lidt tidligt farvel til «livets våar». Der er i det hele vist
nok ofte noget om døden; han har Brindisi funebre i Rime
Nnove; han har en erindring fra skoletiden, hvorledes plud
selig en herlig solskinsdag, han sidder og ser ud gennem
vinduet, tanken paa død og grav drypper ned i sindet lig en
iskold draape ; og han har flere sørgmodige digte i anledning
av en brors død (f. eks. Per Val d’Arno). Men seiv her er
der en blodløs almindelighed i udtrykket, og man frigør sig
neppe fra den følelse at det jo er stort mer end et digterisk
apparat; det er ligesaa følt, nåar f. eks. Horats indfører spørs
maalet liv død i sin digtning. Ja, ved det eneste digt
det enkle Mors i Odi barbare hvorfra der staar virkelig
døds-kulde, seiv der er der noget av det samme upersonlige.
Det er muligt, at meget er følt, og forsaavidt ægte nok; men
udtrykket tyder paa at det ialfald da i høiden er en forbi-
423
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
