Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci - III. Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Giosué Carducci.
eders vinger slynger jeg ud mit hjærte, for tider som bærer
større lykke i sit skød ...»
Men disse paavirkninger har alle merke av at for
billedet dog ligger to aartusener borte; Carducci har endnu
ikke tilegnet sig den klassiske a and. Man ser det ikke bare
i det lærde apparats udenpaahæng; men der er ogsaa rimede
oder. Og indholdets virkning er uden vikl smag, uden dette
fjætrende syn som i Odi barbare, at der rinder rødt blod av
kridhvide marmor-statuer. For den egentlige frugt av hans
beundring for Horats og for klassikerne er disse hans
h e d e ns k e oder.
Glosen «heden sk» er for tiden ved at størkne, den
gaar igen overalt, hui i klangen og letkøbt, paa samme
maade som glosen «Dionysos» gor det. Egenskaben er næsten
lidt paa vei til at bli almeneie. Engang betydde den noget
bortimod et hjærteløst menneske, en kyklop, en Polyfem
nden menneskelig følelse og tanke; det blev den almindelige
mands opfatning. Og den smitted igen av paa «hedningerne» >
baade i kunsten og udenfor: én maatte, ligeoverfor det som
svagt var, ogsaa optræ uden noget videre hjærte paa sig,,
eller man maatte husere rundt paa bordellerne ligesom paa
trods; det blev ikke noget otium at være «hedning». Ved
et hedensk livssyn skulde man vel imidlertid forståa trangen
til at frigøre ansvarsfølelsen for al teologisk dualisme, i hel
og uavkortet tillid netop til det inderst menneskelige, og ud
fra grundsatsen: menneskenaturen er god - eller rettere:
mennesket er ogsaa natur. En hedning skulde dog være
det menneskeliges profet, med det rolige midtpunkt kun i
sig seiv, og med syn for barnet og for blomsten; det intime
skulde ikke være udelukket, ja det intime i følelsen skulde
vel være hans væsens kærne, det religiøsiteten avløsende
moment, noget av det som skulde fylde den plads, hvor før
gudsdyrkelsen sad, nåar ydmygheds-dogmet bortfaldt, nåar
troen paa angerens og samvittighedsnagenes ørkesløshed,.
læren om sønderknuselsens skade, holdt sit indtog, nåar selv
folelsen og stoltheden sattes tilbage i høisædet. Men den
almene opfatning har øvet indflydelse gennem tidernc og
smittet tilbage paa de moderne hedninger. Endog nåar
Goethe er hedning, blir det stundom paa det lascives rand,
noget av en gamme! hankats uskønne fryd ved nøkenheden;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
