Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci. IV. Indflydelse og stilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
32 Samtiden. 1907.
Giosué Carducci.
«pietå» vil havne i kirkens skød, som tilfældet blev med
Fogazzaro.
Alle lyrikeres fysiognomi bestemmes altsaa av deres for
hold til Carducci ; ingen kommer forbi hans arbeide for for
men. Og dog er det muligt at Carducci ogsaa i literaturen
øver mere indflydelse ved sin digtnings mandige holdning end
ved dens form. Formen förlåter de jo, og Horats har
kanske git digterne impuls for uigenkaldelig aller sidste gang.
Men de kommer vanskeligere forbi hans digtnings og livs
førsels protest mod al utidig livs-sutring, mod hængehode
riet fra Overmenneske-puslingerne, en protest som hos ham
er et naturligt træk ved hans hedendom, ved hans had til al
mystik, ved hans sky for al erotisk skrantenhed. Og dette
faar dobbelt betydning i et land, hvor der gaar saamange
kunstnere omkring med iimrende imitations-talent.
Carducci er, som sagt, i sin form ingen folkets skald.
Han er tvertimod aristokrat, og ikke let tilgængelig for den
ulærde og lidet belæste. Dog er han übestridt national
skald.
Det er han heller ikke just blit ved at smigre det samme
folk. Han har ligget i hyppig feide med dets anseede mænd.
Og i polemiken lægger han ikke fingrene imellem ; sætte sig
ind i modstanderens tankegang, som det heder, hvad der er
de finere sinds nydelse og svaghed i kampen —, det krav
kender ikke Carducci ; og det allerede av den grund at han
er for liden psycholog til det. Der er bare vitalitetens ud
advendte kamplyst, animositet. Og han kan overfalde og mis
handle seiv den utvilsomt fortjente mand. Det erikke sjelden en
urigtig betegnelse, nåar vi kalder disse sammenstød polemik;
han stiller sig ofte op og bespytter offeret med et utroligt
dryss av skældsord, og det kan stige til en udskældnings-akt,
hvis make man nok skal søge ; ialfald her nordpaa træffer
man det vistnok sjelden udenfor smugene, baade hvad glose
brug og hvad udholdenhed angaar. Det er som svovel som
fræser, uden at det vil ta ende ; og han er herlig utilhyllet i
sin mordlyst : der er ikke antydning engang til grid. Og hans
kamplyst forsmaar de moderne korstogs-ridderes attituder,
som «desværre, i sägens interesse». Pet er ham en sand
svir at skælde ud, en graadig hjærtens lyst, en fest, som det
var Catul seiv.
493
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
