Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Giosué Carducci. IV. Indflydelse og stilling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kinck.
Man har kaldt Carducci «folkets samvittighed». Det er
muligt, det heder saa, nåar éns vitalitet er saa stor at den
ingen grænser kender og dog kræver übetinget albuerum for
sig. Det er ialfald derfor at et stort folk takker ham ; og
dets taknemlighed blir saa siden i oldingaarene hans samvittig
hed. let ensomt land, blandt et lidet grissent folk lærer selv
følgelig digterne at besynge den lykke at tilhøre et lidet folk:
sindene stimer ikke der; deres higen blir klog, og de sætter
sig ustanselig kun de korte maal, som kan naaes; hvem
synger der: Den lieb’ ich der unmögliches begehrt? De
digtere er ialfald faa i et lidet folk. De er ytterst faa.
De er der omtrent ikke. De udsætter sig for det lille lands
smaa borgeres latter. Det kan saamæn ogsaa godt være, det
er en lykke at tilhøre et lidet istedenfor et stort folk, for
borgerne, og en rigtig god skole for forretningsmanden; det
kan godt være, at det ikke er hans forbandelse, at hans
fantasi indskærpcs angsten for alt livad der er hinsides hans
fingres rækkevidde. Og dog er det det andet, som er et
stort, vitalt folks frie, uhemmede røst; der spør man: men
hvortor skal digterne bli kræmmere? er det maaske ikke
netop derfor de er digtere, at de skal tro grænseløst? der
blir altids en brøkdel fornuftige regnekunstnere igen for det:
Den lieb’ ich der unmögliches begehrt! Det store vitale
folk takker en slik digter. Og dette samme folk skænker
ham tilbage i fulde maal paa hans livs aften, hvad det fik,
og fylder ham med sin evige livs-aande, med overflødigheds
følelsen i folkesjælen, med styrke til at bære dagsværket
uskadt til ende, saa han, fuld av selvkritik, hvidhaaret og saft
løs, trækker sig frivillig tilbage, og venter sin opløsnings slut
ordknap og stolt. Og folket, hvergang det hører hans navn
nævne, smiler; og smiler overbærende ved al den uret han
har begaat et deiligt mors-smil over en vilter søns streker.
Se, dette er det misundelsesværdige ved at være stor mand i
et stort folk: det store faar støtte til at ældes med anstand,
uden vimset puslinge-bekymring for sine spors udslettelse.
Hver sommer de sidste tyve aar søgte Carducci op i
Alperne ved Como-sjøen, til omegnen av Spluga-fjældet, hvor
fra han ogsaa, som nævnt, har et av sine sidste digte, en
pantheistisk elegi. Han gik sine ensomme ture der oppe;
man saa hans hvide, firskaarne skikkelse sidde mut paa
498
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
