Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: En situation i Wergelands liv - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Welhaven, Munch, P. J. Collett.
En situation i Wergelands liv.
Kongen. Naar han har kunnet aftvinge, som ofte er skeet,
sine bitreste Fiender Erkjendelsen af hans Digfergaver, nåar han
har skjænket Literaturen, under de uheldigste Omstændigheder,
den rigeste poetiske Flor af alle vore ældre og nyere Forfattere,
og derimellem hilset Kongen paa en Maade som vandt Udlan
dets Opmerksomhed i høiere Grad end nogen norsk poetisk
Frembringelse hidtil, og som mere end nogen anden personlig
Hyldest var egnet til at overtyde Verden om hvor høit Carl
Johan elskes i Norge da skulde det ikke være H. M. udadlet
tilladt, af egne Midler at understøtte et saadant Menneske, at
vise en frugtbar og righoldig Digter nogen hædrende Opmerk
somhed og Deltagelse, endog om denne ikke, som Wergeland,
i en Række af Skrifter, tillige har vist en mer end almindelig
Interesse for Almuens Oplysning? Og uden Skumlerier skal W.
ikke kunne modtage et saa hædrende Vidnesbyrd om sin Konges
personlige Deltagelse? Dette er dog isandhed mere end lavt og
impertinent. Anderledes havde Piben lydt om en saadan Gunst
var tilfalden en af deres egne Mestre i Akvarelmaneren 1. Da
havde det hedt en kongelig Retfærdighed, en høit fortjent Beløn
ning for Geniet, osv.
Men hvad skal man dømme om Menneskers Karakter som
lumskeligen insinuere at Henr. Wergelands Muse ikke længer,
formedelst hine Forhold, skulde være fri, at han ikke længer
kan følge sit Kald til at refse Daarligheden og pleie den anden
Hovedgren afsin Evne: den satiriske? Hvilken lav Mistanke! Hvilken
Usselhed at ville forgifte Opinionen dermed! Og hvilken Taabelig
hed at ville det, netop som han lægger for Dagen at hans Genius er
fri som nogensinde! Retsom om de Daarligheder han refser,
skulde have en Beskytter i Kongen eller denne være Massernes
Formynder eller have ment ved sin Velgjerning at Vingerne skal
være bundne paa en Aand der skrev sit Digt ved Kongens An
komst med samme Pen han havde skrevet «Stockholmsfareren»
med, sit Farvel til Statsraad Collett med den der sendte Flyve
bladet ud i Verden, og som aldrig havde fornegtet sin übundne, men
ophøiede og oprigtige Natur. Smaalig Tænkemaade har ogsaa
sin indknebne Synskreds, og et falskt, forkortet Maal for Andre,
og saaledes kan da Redaktionen af Den Const. ikke begribe
hvorledes W. tør skrive en Satire paa Dandyismen nåar han er
507
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
