Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. Eitrem: En situation i Wergelands liv - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En sitiuation i Wergelands liv.
livs bærende tanker, til idéer og idealer: folkeoplysning, de
mokrati, religion, kunst. Seiv hans forhold til personer
(iendskaber saavelsom venskabs-, slegtskabs- og kjærligheds
forbindelser er altid bestemt af hans forhold til idéerne.
Han var altid knyttet nærmere til disse end til menneskene.
Han var om jeg maa bruge det ord et idémenneske.
Dette ser vi ikke mindst klart i hans dramatiske produktion.
Han, som havde et umiskjendeligt anlæg for realistisk menneske
skildring, som kunde være heldig som portrætmaler, ja som
fotograf, han blev stadig afsporet i sin dramatiske menneske
skildring, fordi hans mennesker var - trods en fylde af
virkelighedstræk idéafstøbninger, mere eller mindre perso
nifikationer, oftest en dyd eller en last materialiseret. Sammen
med dette hænger ogsaa hans tilbøielighed til at falde over i
præketonen. Han kom igrunden aldrig ud over dette sta
dium, det var for dybt begrundet i hans egen sjælelige kon
stitution. Det er ikke saa meget lyrikken som idéerne, ikke
saa meget dityramben som prækenen der griber forstyrrende
ind i hans dramaturgi.
Et andet træk som springer i øinene under hele denne
episode, er hans polemiske tilbøielighed. Henrik Wergeland
kunde være ondskabsfuld; han havde en egen evne til at
tinde saarende udtryk, hvilket for en stor del forklarer den
virkning han havde paa sine modstandere: han egged, tirred,
og slåp nødig taget hvor hans jernhaand havde grebet til.
Han kunde være übarmhjertig. Det evig glade, runde barne
ansigt, med det opadvendte blik og den harpe af en mund
som smiler os imøde udenpaa og indi vore literaturhistorier
og Wergelands-udgaver, det smilte ikke altid. Der kunde
fare en mørk sky af tristhed over det, eller og det var
hyppigere det kunde fortrækkes til haan eller i vrede, ja
blikket kunde bli skummelt. Naar han seiv taler om sin
«koboldagtige» natur og søsteren om nissen i ham, saa tænker
de vel nærmest paa den lunefulde hustyran af en nisse som
forstyrrer en velordnet stille landsens husholdning med sine gale
streger, og som kan være en alt andet end golilig og hjælp
som husfælle. Og denne nisse kunde være ganske brysom
og ondskabsfuld.
Forresten stod hans evne til at gardere sig og til at pa
rere ingenlunde paa høide med hans ildmldhed i angrebet.
523
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
