Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. J. Jansen: Tro
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dagsordenen. Først og fremst Schleiermacher, dernæst
Rits c h 1. Det er følelse n, den religiøse følelse, hvorpaa
disse theologer grunder sin forklaring af de religiøse oplevelser.
Schleiermacher kaldte det den absolute afhængighedsfølelse.
Ritschl: den religiøse værdidom. Og der er noget bestik
kende i denne mening. Først og fremst fordi følelsen virke
lig spiller en saa stor rolle i det religiøse, at man let tror,
den er dets hele væsen, for det andet fordi følelsen er noget
saa elastisk og svævende, at den let kan synes at omfatte
meget.
Men hvor stor betydning end den religiøse følelse har,
specielt med hensyn til erfaring af religionens livsværdi, saa
har det dog altid förekommet mig, at følelse ikke forklarer
vi sh eden, den vidunderlige religiøse vished.
At Gud er til, det er en hypothese. Til at begynde med
er det en hypothese. En stor videnskabsmand har sagt: «Je
nai pas besoin de cette hypothese» ; men for mange er Guds
tilværelse og Guds kjærlighed blevet til vished og til en vis-,
hed, som har baaret deres liv.
Hvorledes er hypothesen bleven til vished? — Jeg har ikke
kunnet forklare mig det uden ved at antage, at en særegen
betingelse er tilstede i menneskesjælen, en særskilt religiøs
«evne» eller et religiøst «organ». Hvad navn skal vi give
denne evne? Det kan ikke være tvilsomt. Det er trosevnen
eller trosorganet. Hos ældre, men især hos moderne theologer
dukker denne tanke frem om et særskilt religiøst organ eller
en særskilt religiøs evne; men der gjøres ikke fuldt alvor af
den, det skulde da være hos Hamann.
Allerede medens jeg var ganske ung student, gjærede
denne tanke i mig. Jeg erindrer saaledes, at jeg engang i
en samtale med en universitetslærer om Schleiermachers
følelsestheori sagde : « Det maa jo naturligvis være tro, Schleier
macher mener med sin «følelse». «Nei,» svarede han,,
«Schleiermacher mener religiøs følelse.» Men jeg tænkte
halsstarrig i mit stille sind: <Han har uden at vide det,
ment tro.»
Nu deri har jeg siden seet, at jeg tog feil; men jeg har
ikke kunnet opgive min theori, at der bør antages en egen
evne i vor sjæl for det religiøse, en særskilt psykologisk
funktion: Tro. Vistnok tager kanske John Watson
539
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
