Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Whistler og van Gogh - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Thiis.
ikke modsætningen var hans maleriske maal. Deraf den
afstand, som der altid er mellem menneskene i hans billeder
og den, som ser paa dem. De træder aldrig ud af rammen,
men bevæger sig dæmpet indenfor lærredets plan, i sit eget
rum og i sin egen luft, ligesom skilt fra beskueren ved et
usynligt og mystisk slør. Deraf ogsaa dette lydløse, glidende,
næsten aandeagtige, som leder tanken hen paa spiritistiske
materialisationer og paa hans landsmand Edgar Poe’s kunst.
Og dog er de Whistlerske mennesker fuldt moderne, i
dragt, i holdning, i udtryk. Alle laan, som maleren har gjort
hos Velazquez eller hos japanerne, har han betalt tilbage
igjen i egen mynt. (Desværre kan ikke det samme siges om
alle de kunstnere i Amerika og i Europa, som har laant
af h a m !)
Som bekjendt yndede Whistler at give sine billeder titler,
som er hentet fra musiksproget. Symphony in white
Harmony in pink and gray Arrangement in gray Sc green
saa lyder undertitlerne paa nogle af hans berømteste
portrætter.
Og endnu almindeligere er disse musikalske betegnelser
for hans mariner og landskabelige «nocturner». Her er
musikordet jevnlig hovedtitel, ikke undertitel: Nocturne in
black and gold, Entrance to Southampton Water Note in
blue Sc opal, Jersey Crepuscule in ftesh colour Sc green,
Valparaiso Symphony in gray Sc green, The Ocean, etc.
Der er intet, som mere har staaet Whistlers kunstneriske
succes i veien, end disse hans billedtitler. Særlig for det
umusikalske og malerisk udannede engelske publikum, som
ovenikjøbet var vant til fortælling» i ethvert hillede, var
disse abstrakt musikalske titler en evig kilde til forbitrelse.
Men Whistler opgav dem aldrig. Utvilsomt mindre af paa
staaelighed end af sandhedskjærlighed og princip.
Rellekteret og selvanalyserende som han var, erkjendte
han rigtig, at kjærnen i hans kunstnerbegavelse var af
musikalsk art. Hans malertalent var ikke egentlig
koloristens; men han havde et sjeldent malerisk «gehør»,
d. v. s. sans for rythme og takt i linje som i farve, og spe
cielt en mageløs følsom sans for farvetonernes intervaller.
Og da han dertil i kunstverket saa et purt og rent nydelses
middel for sanserne, som intet havde med historie eller moral
550
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
