Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jens Thiis: Whistler og van Gogh - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Thiis,
«Jeg maler som en rasende seiv midt i middagstiden, i
brændende solskin, med übedækket hode uden nogensomhelst
skygge, men føler mig vel derved som en græshoppe .• . .
Det, det gjælder om, er at give solen og himlen deres natur
lige glans og den forbrændte, melankolske jord sin kraft, en
kraft saa stor, at man kan kjende thymianens fine aroma
slaa én imøde fra den.»
Allerede tidlig udvikler han sin egen malemaade med
ødsel farvesætning i korte heftige penselstød. Hans bror
Theo, som var ansat i en kunsthandel i Paris og opofrende
og tillidsfuld støttede Vincent lige til det sidste han solgte
aldrig noget havde undertiden vanskelig for at holde ham
med al den farve, han trængte.
«Det var et kjæmpearbeide skriver han fra Haag i et
brev fra 85 bare til jordbunden gik der med halvanden
af de store tuber med hvidt, og endda er jorden ganske
mørk.»
Van Goghs farve er ikke «strøget» paa lærredet, den er
hugget over paa billedtladen i rappe smaa slag eller stød
med penselen, som røber det sindsoprør, hvori billederne
blev til. Eller den er presset lige fra tuben over paa lærredet.
«Jeg følger intet system, nåar jeg maler skriver han
fra Arles men hugger løs paa lærredet med regelløse strøg
og lader dem staa. Pastositeter udækkede steder her og
der ganske ufærdige hjørner overmalinger brutali
teter og resultatet er (jeg maa i det mindste antage
det) altfor foruroligende og forstemmende, til at folk, som ser
paa teknik, kan synes om det.»
Men han er ogsaa ganske paa det rene med det, at det
vilde være umuligt for ham at male anderledes og lempe
sin malemaade efter publikums smag. Ganske naivt ræson
nerer han over det problem: at kunne komme til at male
•slig, at folk skulde ønske at eie hans billeder; men han ser
ingen udvei til at ændre sit kunstneriske væsen. Imidlertid
trøster han sig med bevidstheden om, at han i hvert arbeide
giver det bedste, han kunde give og det er ialfald no get.
Rødt dynger sig i grønt, gult vælter sig i rødt i disse
landskaber fra syden en kolorit saa lidenskabelig, at den
bare kan sammenlignes med det farverige sprog, som det
gamle testamentes profeter fører.
556
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
