Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag: Fremmed - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fremmed.
hun oppe og gik omkring i sit værelse og i dagligværelset og
i den store sal med de gamle målerier og de høie lænestole.
Men noget var alligevel forandret. Hun havde været for langt
borte, hun havde set, hvad vi ikke havde set. Derfor smilte
hun ikke som før, og hendes stemme var ikke den samme.
Naar jeg skulde tale med hende, maatte jeg først sidde hos
hende og se paa hende; da lidt efter lidt kunde vi tale sam
men. Men en morgen, da jeg saa hende i den gule sommer
kjole, som jeg huskede fra for to aar siden, da hun kyssede
min ven, maatte jeg tie længe, thi taarer kvalte min stemme.
Og jeg reiste mig og gik til vinduet og lod, som jeg betragtede
en gammel blåa fugl, som stod paa en kvist under en glas
klokke.
Hvorfor var min søster saa forandret? Hvorfor kunde
hun ikke atter tale høit, le og synge? Havde hun virkelig
været paa den anden side? Ja, det var vist saa! Det var,
som noget holdt min søster fast i mørket, hvortil hun var
bundet. Det var, som en haand den gang havde faaet greb
om hende, som ikke senere havde sluppet sit tag. En usyn
lig haand, som vi andre anede og følte hver gang, hun nåar
det led mod Aften, gik ind paa sit værelse. Naar hun skulde
ind til natten, søvnen og det, som vi ikke forstaar.
Disse skove omkring min faders hus af mørke graner og
gamle ege, hvori vinden sukkede, før den for ud paa vidden
og forsvandt. Og havet, hvorover solen saaes, nåar den gik
ned, og hvorfra de store storme kom, og hvorfra efter stor
men stilheden syntes at stige, nåar havfladen og himlen saa
ind i hinanden som to øine, der stirrer
Og selve huset, hjemmet, hvor min alvorlige fader gik
omkring, han, hvem alle lystrede liden at kny, vant, som han
var fra hele sit liv, til at befale. Og værelserne, møblerede
med tunge, krumme stole, og malerierne ogfamilieportrætterne,
<ier hang i sine rammer, sløve og ligesom hensovede. Underst
min moders billede i en sort ramme og med et sort slør
omkring.
Her mellem disse vægge hørtes ingen let tale, ingen glad
sang. Tiden derinde stod stille. Det gamle nr af ibenholt
567
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
