Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andreas Aubert: Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn høsten 1906 - I. Norges og Danmarks arv fra den store revolution
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Efter den norske kunstutstilling i Kjøbenhavn hosten 1906.
senere Thorvaldsen nede i Rom, har gjort sig fortjent av
Norges kulturhistorie ved at male Eidsvoldstidens mænd og
kvinder. Disse billeder viser os en slægt som forener den
fornemme anstand fra Vanden regime med revolutiontidens
og keisertidens selvtugt og stærke holdning.
Sin høie aandskultur, sin fordomsfrihet, og idealisme viste
disse ledende frihetsmænd av 1814 ved at bygge Norges nye
grundlov paa Rousseaus’ og revolutionens demokratiske prin
cipper.
Jeg har alt antydet, at frihetsværket av 1814 sammen med
en ny værdsættelse av Norges natur ogsaa i sig indebar løfter
for kunsten. I mit værk om Dahl som grundlægger av Norges
malerkunst har jeg fremstillet, hvorledes det nye Norges
malerkunst gjennem de Rousseau’ske verdensidealer likefrem
kan sies at ha røtter fælles med vor frihet, som denne er
bygget paa grundloven av 1814. De norske digteres forher
ligelse av den frie odelsbonde først (i slutten av det 18de
aarhundrede) og odelsbondens rang i den norske grundlov
senere (i 1814) er begge utslag av selvsamme tankegang, som
førte til billedkunstens forherligelse av Norges frie og vilde
natur. Av naturen først, gjennem Dahl. Og siden av folket,
gjennem Tidemands billeder av fjeldbondens liv.
Men hvad betegner paa den anden side netop disse to
navne: Dahl og Tidemand? De betegner de norske maleres
hjemløshet, og det nye Norges malerkunst som en emigrant
kunst. Og hvad betyr frigjørelsen i 1814 for Norge? Det
betyr et avgjort brudd med det gamle. Et nybygge. Det
nye Norge, trods sin gamle arvede kultur, som et nybygger
samfund
Det har kostet hundrede aar for Norge at bygge sin selv
stændighet. Først da den norske statsraadsavdeling flyttet
fra Stockholm til Kristiania i 1905, og vi fik vor egen konge,
var Norge seiv flyttet hjem til sit som selvstændig statssamfund.
Naar en stat som Norge i 1814 til og med i største
fattigdom efter aarelang krig, blokade, og hungersnød paa
randen av statsbankerot har at grunde sin egen indre hus
holdning, da trænger selvsagt saa mange materielle og aande
lige krav sig frem i forgrunden, at de finere kunstneriske maa
finde sig iat vente. Som «gamle Groseh» skrev fra Kristiania
tidlig i 20-aarene til sin ungdomsven Thorvaldsen i Rom:
613
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
